NKT underskriver rammeaftale med Nexel om levering af lav- og mellemspændingskabler til netopgraderingsprojekter
For at understøtte forbrugernes voksende behov for elektricitet sikrer Cerius-Radius og deres fælles driftsselskab, Nexel, deres fremtidige forsyning af strømkabler til netopgraderingsprojekter ved at indgå en rammeaftale med NKT.
Pressemeddelelse
10. september 2024
Med den stigende efterspørgsel efter elektricitet, primært drevet af elbiler, varmepumper og udfasning af gas, har Sjælland, der huser 2,3 millioner indbyggere, behov for at opgradere sit eldistributionsnet i de kommende år. For at holde trit med efterspørgslen skal Cerius-Radius installere op til 1.000 km nye strømkabler om året.
På vegne af Cerius-Radius har Nexel gennemført et stort udbud af de underjordiske elkabler, der skal bruges til forstærkning og udvidelse af nettet for at understøtte den stigende efterspørgsel efter elektricitet. NKT bliver en nøgleleverandør under den netop underskrevne rammeaftale.
"Som dansk virksomhed er vi altid ekstra stolte af at sælge strømkabler, der vil understøtte vores hjemmemarked. Med vores fabrik i Asnæs klar til at levere størstedelen af kablerne i rammeaftalen, vil transportomkostninger og CO2-emissioner være begrænsede. Vi ser en stigende efterspørgsel efter at sikre langsigtet forsyning af mellemspændingskabler i hele Europa. Derfor fortsætter vi med at investere betydeligt på tværs af vores lokationer for at kunne øge kapaciteten og imødekomme den stigende efterspørgsel fra vores kunder," siger Carlos Fernandez, direktør for forretningsområdet Applications, der omfatter lav- og mellemspændingskabler i NKT.
Rammeaftalen løber i fem år med mulighed for forlængelse i yderligere tre år og dækker op til 4.000 km elkabler på tværs af lav- og mellemspændingsniveauer. Størstedelen af kablerne vil blive produceret lokalt på NKTs fabrik i Asnæs. Fabrikken udvides i de kommende år som en del af NKT's annoncerede investeringer på tværs af sine mellemspændingsanlæg. Første levering begynder i slutningen af september 2024.
"På tværs af kontinentet er der stor efterspørgsel på mange af de samme kabler og komponenter til elnettet. Med udfaldet af dette udbud har vi sikret os stærke samarbejdspartnere og en høj leveringssikkerhed. Det er også årsagen til, at vi har lavet aftalerne af længere varighed, end vi tidligere har gjort. For vi står midt i en tid, hvor kravene til elnettet ændrer sig, og der vil vi ikke risikere, at vi ikke har de nødvendige komponenter og kabler til at imødekomme kundernes efterspørgsel," siger Tomas Christensen, Manager hos Nexel.
I takt med at elektrificeringen af samfundet tager fart, er det afgørende at have et moderne elnet på plads.
”Vi er ved at vende vores energisystem på hovedet, da olie og gas mange steder i samfundet udfases til fordel for strøm. Heldigvis har vi et stærkt elnet, som udgør et fantastisk fundament for denne omstilling, men det kommer alligevel til at kræve mange nye kabler i jorden at imødekomme fremtidens efterspørgse," siger Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef, Cerius-Radius.
Fakta:
- Cerius-Radius driver elnettet i Østdanmark på Sjælland – tilsammen har de 1,4 millioner kunder og 45.000 km jordkabler
- Nexel leverer drifts- og anlægstjenester til Cerius-Radius' elnet
- Leveringen af nogle af de første kabler begynder allerede i september 2024
- Rammeaftalen løber over fem år med mulighed for forlængelse med yderligere tre år
- Størstedelen af kablerne vil blive produceret lokalt på NKT's fabrik i Asnæs
Kontakt
Louise Westh Naldal, Head of Group Communications, tlf.: +45 2982 0022
Om NKT
NKT forbinder en grønnere verden med strømkabelteknologi af høj kvalitet og er i centrum, når verden bevæger sig mod grøn energi. NKT designer, producerer og installerer lav-, mellem- og højspændingskabelløsninger, der muliggør bæredygtig energitransmission. Siden 1891 har NKT innoveret strømkabelteknologien og bygget infrastrukturen til de første pærer til de megawatt, der skabes af vedvarende energi i dag. NKT har hovedkontor i Danmark og beskæftiger 5.000 medarbejdere. NKT er noteret på Nasdaq Copenhagen og realiserede en omsætning på 2,6 mia. euro i 2023.
NKT - Vi forbinder en grønnere verden. www.NKT.com.
For at understøtte forbrugernes voksende behov for elektricitet sikrer Cerius-Radius og deres fælles driftsselskab, Nexel, deres fremtidige forsyning af strømkabler til netopgraderingsprojekter ved at indgå en rammeaftale med NKT.