Energinet har valgt rådgiverteam til Energiø Bornholm
D|K2 bygherrerådgivning A/S er, sammen med underrådgiverne Norconsult Danmark A/S og etos ingeniører ApS, valgt som bygherrerådgivere for Energinet, der står for opførelsen af de omfattende landanlæg samt transmissionskabler, når Bornholm forvandles til energiø frem mod 2030.
Energiø Bornholm bliver et af Danmarks største infrastrukturprojekter med en produktion af grøn energi i en skala, der hidtil ikke er set i Danmark. Energiøen får en kapacitet på 3 GW, som svarer til det årlige elforbrug i 3,3 mio. danske husstande.
Bygherrerådgivningen har netop været i udbud, og her løb D|K2 Bygherrerådgivning, Norconsult og etos med opgaven.
Rådgiverteamet skal over de kommende 7 år bistå og rådgive Energinet i forbindelse med projekteringen og udbud samt i udførelsesfasen af de store og omfattende landanlæg, højspændingsstationer og transmissionskabler på Bornholm og Sjælland.
Afdelingsleder i Norconsult, Aalborg, Brian Mumgård udtaler:
– Vi er meget glade for, at vi endnu engang kan medvirke til, at den vedvarende energi bliver udbredt i Danmark. Gennem mere end 15 år har vi opbygget et stort tværfagligt vidensgrundlag, når det gælder udvikling og virkeliggørelse af store og komplekse erhvervsprojekter inden for netop energisektoren og som har involveret myndigheder, leverandører og entreprenører, siger Brian Mumgård.
Stærk samarbejdsmodel
Det har været en central del af rådgiverteamets tilbud, at der er etableret en stærk samarbejdsmodel, der sikrer, at Energinet får den helt rigtige rådgiverorganisation og de relevante kompetencer til opgaven.
Lars Kodbøl Jørgensen, D|K2 Bygherrerådgivning siger:
– Vi kommer til at agere som en samlet enhed i et tæt og tværfagligt samarbejde, hvor alle ressourcer og kompetencer hos de enkelte rådgivere vil blive udnyttet optimalt og mest hensigtsmæssigt i forhold til opgavens behov.
Det er Folketinget, der har besluttet, at Bornholm fra 2030 skal være opsamlingssted for minimum 3 GW grøn strøm fra havvindmøller, der stilles op i Østersøen. Strømmen omformes på Bornholm til jævnstrøm, som kan transporteres over lange afstande – i første omgang til Sjælland og Tyskland.
Norconsult A/S
Norconsult er en konsulentvirksomhed med ca. 6.300 ansatte fordelt på omkring 140 kontorer, hovedsageligt i Norden. Virksomheden udfører hvert år en lang række opgaver for private og offentlige kunder inden for byggeri og ejendomme, transport, vedvarende energi, vand og spildevand, industri, miljø, sikkerhed, arkitektur, planlægning og IT
Norconsult Danmark A/S omfatter både Norconsult Rådgivende ingeniører samt Nordic Office of Architecture og beskæftiger cirka 570 medarbejdere, som yder rådgivning inden for byggeri, anlæg og Life science.