Comeback til privatforbruget
Dansk økonomi står på et solidt fundament i en usikker tid. Væksten herhjemme forventes at forblive høj i år, og i stigende udstrækning drevet af privatforbruget. Renten nærmer sig bunden, men en god jobsituation og stigende realløn vil holde boligmarkedet oppe. Til gengæld kan eksporterhvervene blive udfordret af stigende protektionisme og en behersket vækst i den internationale økonomi, forudser Nordeas eksperter i den netop offentliggjorte prognose, Nordea Economic Outlook.
En solid dansk økonomi med et privatforbrug i god form, udsigt til lavere renter og et nøk op for boligpriserne. Sådan lyder et par af hovedoverskrifterne for dansk økonomi det kommende år, ifølge Nordeas nye økonomiske prognose.
”Vi forventer, at den moderate vækst på omkring 3 pct. i verdensøkonomien vil fortsætte over de kommende år. Meget tyder på, at opsvinget i den amerikanske økonomi vil fortsætte, mens Europa fortsat halter efter. På den baggrund, er det usikkert, om der kommer yderligere rentesænkninger fra Fed i USA. ECB er omvendt klar til at sætte renten yderligere ned. Det kan også give anledning til en yderligere styrkelse af den amerikanske dollar over for euroen og dermed den danske krone,” siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Dermed er der også udsigt til lavere renter herhjemme, lyder det fra Helge J. Pedersen, der også mener, at det vil betyde en styrkelse af eksporterhvervenes konkurrenceevne i hvert fald i begyndelsen af prognoseperioden.
"Det vil understøtte den danske økonomi, som ventes at vokse med hele 2,8 pct. i år og 1,7 pct. i 2026. Det kommer oven på en solid fremgang på knap 3 pct. i 2024. Det skal dog bemærkes, at mere end halvdelen af den samlede fremgang i dansk økonomi over de seneste år er skabt i den fremadstormende medicinalindustri,” siger Helge J. Pedersen.
Comeback til privatforbruget
Fremgangen i dansk økonomi kan også komme til udtryk ved et spirende privatforbrug i den kommende tid.
”Jobmarkedet er stærkt og købekraften er blevet genvundet ovenpå energikrisen i 2022. Alligevel er forbrugertilliden svag og privatforbruget har stagneret gennem 2024. Det betyder dog samtidig, at opsparingerne er steget tilsvarende. Det giver et godt afsæt for et stærkt comeback i privatforbruget, som understøttes af nedsættelser af personskatterne for samlet omkring 10 mia. kr. i 2025 og 2026,” forklarer Helge J. Pedersen.
Også boligpriserne vil være i fremgang i 2025, forudser cheføkonomen.
”Det påbegyndte boligbyggeri er faldet kraftigt som følge af de stigende finansieringsomkostninger, men ser nu til at stå over for en vending. Det svage udbud af nybyggeri har været med til at understøtte huspriserne, som ifølge Boligsiden.dk steg med godt 5% i 2024. Dermed er de tilbage på rekordniveauet fra sommeren 2022. . Fremadrettet ventes de at kunne stige med op til 5% om året i takt med, at renten falder, arbejdsmarkedet forbliver solidt og de disponible indkomster stiger”, siger han.
Her kan også renteudviklingen få betydning. Og en rentenedsættelse kan blive aktuel herhjemme i det kommende år, forudser cheføkonomen.
”Kombinationen af det kæmpestore overskud på betalingsbalancen og flotte offentlige finanser er den primære årsag til, at de danske renter er lavere end euroområdets. Og med udsigt til, at ECB sænker renten yderligere tre gange til 2,25% frem til og med april i år betyder det, at nationalbankens indlånsrente snart igen kommer under 2%. Det vil især komme de boligejere som har korte variabelt forrentede lån til gode. De lange renter er steget igen som følge af den stærke udvikling i USA og vi venter ikke fald i den lange ende af rentekurven,” siger Helge J. Pedersen.
Risiko for handelskrig
Når det gælder eksportudsigterne, er der mere usikkerhed i vente som følge af en behersket global vækst og risikoen for handelskrig mellem bl.a. USA og Europa.
”Her skærmes en del af den danske eksport til USA dog, fordi medicinalindustrien i vid udstrækning allerede producerer til det vigtige amerikanske marked i USA. Medicinalindustriens succes er også en væsentlig årsag bag Danmarks store overskud på betalingsbalancen. Det satte rekord i 2024 og vi venter store overskud over hele prognoseperioden,” lyder det fra Helge J. Pedersen.
Find, download og læs Nordea Economic Outlook på Nordeas hjemmeside.
Yderligere information:
Cheføkonom, Helge J. Pedersen, 55 47 15 32 / 22 69 79 12
Chefanalytiker, Jan Størup Nielsen, 55 47 15 40
Vi er en universalbank med 200 års erfaring i at støtte og bidrage til vækst i de nordiske økonomier – og vi hjælper med at realisere drømme og ambitioner for det fælles bedste. Hver dag arbejder vi på at støtte vores kunders økonomiske udvikling ved at levere førsteklasses kundeoplevelser på tværs af kanaler og drive en bæredygtig forandring. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.
Tags: