David Hellemann ny leder af Banking Danmark
David Hellemann er udnævnt til ny leder af Banking Danmark og tager dermed over fra den tidligere leder Anders Jensen, som forlader Nordea.
David Hellemann kommer fra en stilling som departementschef i Finansministeriet og har tidligere bl.a. været økonomidirektør og stedfortrædende generaldirektør i DR.
- Vi ser frem til at få David med på holdet. Vi står i disse år over for nogle grundlæggende ændringer i den finansielle sektor. Her vil David med sine stærke lederkompetencer og sin solide erfaring med at lede i store organisationer med en bred vifte af interessenter kunne bidrage til at udvikle Nordea og fastholde vores position som en attraktiv bank for alle danskere, siger Lennart Jacobsen, leder af Retail Banking i Nordea koncernen.
Som leder af Banking Danmark får David Hellemann, 43 år, ansvaret for Nordeas danske privat- og erhvervskunder i retailsegmentet.
- Jeg ser frem til mine nye udfordringer og til at blive en del af Danmarks bedste bank. Nordea har været på en utrolig spændende rejse, og jeg glæder mig til at bidrage til den videre udvikling af banken, siger David Hellemann, som tiltræder stillingen 6. august 2014.
Tidligere leder af Banking Danmark Anders Jensen har sagt ja til en stilling uden for Nordea.
- Jeg vil gerne takke Anders for hans indsats og væsentlige bidrag i udviklingen af den danske retailforretning og den stærke position, Nordea har i Danmark i dag – og samtidig ønske ham god vind i hans nye job, siger Lennart Jacobsen.
Peter Lybecker er udnævnt til adm. direktør i Nordea Bank Danmark A/S, til bestyrelsesformand i Nordea Kredit og vil repræsentere Nordea i Finansrådet. Derudover vil han være fungerende leder af Banking Danmark i perioden frem til 6. august.
Yderligere information:
Stephan Ghisler-Solvang, pressechef, Danmark, 61 22 93 92
Tags: