Endnu ikke i mål
Verdensøkonomien har indtil videre vist stor modstandskraft over for den markante stramning af pengepolitikken. Inflationen er dog fortsat høj, og der er mulighed for, at pengepolitikken må strammes yderligere, førend centralbankerne kan erklære kampen mod inflationen for vundet. Vækstudsigterne er fortsat moderate og omgærdet af betydelig usikkerhed. Dansk økonomi har været på en bemærkelsesværdig vækstrejse, men nu er en afmatning ved at indsnige sig, siger Nordeas eksperter i den netop offentliggjorte prognose, Nordea Economic Outlook.
Arbejdsmarkederne er fortsat stærke i de fleste lande, og det inflationære pres er aftaget betydeligt i kølvandet på det markante fald i råvare- og energipriserne. Samtidig udgør COVID-pandemien ikke længere en risiko for, at samfund må lukkes ned, og at forsyningskæderne igen bliver afbrudt. Selvom det varer længe endnu, førend pengepolitikken bliver lempet, er der en god mulighed for, at verdensøkonomien kan stå over for en blød landing, vurderer Nordeas økonomer i prognosen Economic Outlook, der offentliggøres i dag.
”Vi venter således fortsat en vækst i underkanten af 3% i år og lidt lavere for både 2024 og 2025, som prognosen nu dækker for første gang. Det må dog pointeres, at der knytter sig stor usikkerhed til prognosen,” lyder det fra Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea som tilføjer:
"For Danmarks vedkommende ventes BNP at stige med 1,3% i år, 1% i 2024 og 1,7% i 2025. Det er især den stærke begyndelse på 2023, som fører til, at vi opjusterer prognosen for i år. Udviklingen skyldes bl.a. en betydelig fremgang i medicinalindustrien, som er svær at forudsige. For resten af året venter vi en flad udvikling herhjemme, hvor bl.a. boliginvesteringerne er hårdt ramt af de stigende finansieringsomkostninger og strammere kreditvilkår, siger Helge J. Pedersen.
Privatforbruget vil stige og boligpriserne falde yderligere
Inflationen er aftaget markant og ventes i år at lande på 4% for at aftage yderligere til 2,3% i 2024 og 2% i 2025. Den lavere inflation kommer samtidig med, at lønstigningstakten er på vej op. Ifølge Helge J. Pedersen vil husholdningernes købekraft derfor blive genoprettet over de kommende år.
”Det vil i kombination med det fortsat stærke arbejdsmarked sikre, at privatforbruget igen kommer ind i et stigende forløb,” siger han og tilføjer:
”Selvom arbejdsmarkedet næppe kan blive med at opretholde kadencen, vil den rekordhøje beskæftigelse sammen med et lavt udbud af boliger være med til at holde hånden under boligpriserne, som i år skønnes at falde med blot 2,3% i forhold til 2022. En normalisering af udbuddet af boliger til salg og fortsat høje finansieringsomkostninger vil betyde, at salgspriserne kommer til at bevæge sig sidelæns igennem 2024 og 2025. Der er dog en ikke ubetydelig risiko for, at priserne igen begynder at falde i takt med, at stadig flere boligejere bliver påvirket af de markant højere renter,” lyder det fra Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Pengepolitikken lempes ikke foreløbig
Nordeas eksperter forventer, at ECB og dermed også Nationalbanken allerede har nået rentetoppen, mens den amerikanske forbundsbank, Fed, ventes at sætte renten yderligere op til 5,75%. Det er det højeste niveau siden 2001.
”Først når inflationen er kommet endeligt under kontrol, vil renten blive reduceret. Det skønner vi tidligst vil være tilfældet langt inde i 2024. De lange renter vurderes ligeledes at være tæt på toppen, men de store centralbankers balancereduktion vil være med til at holde de lange markedsrenter oppe internationalt såvel som herhjemme,” udtaler Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Find, download og læs Nordea Economic Outlook på Nordeas hjemmeside
Yderligere information:
Cheføkonom, Helge J. Pedersen, 55 47 15 32 / 22 69 79 12
Chefanalytiker, Jan Størup Nielsen, 55 47 15 40
Vi er en universalbank med 200 års erfaring i at støtte og bidrage til vækst i de nordiske økonomier – og vi hjælper med at realisere drømme og ambitioner for det fælles bedste. Hver dag arbejder vi på at støtte vores kunders økonomiske udvikling ved at levere førsteklasses kundeoplevelser på tværs af kanaler og drive en bæredygtig forandring. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.
Tags: