Hård modvind til dansk økonomi
Energikrisen har ramt den europæiske økonomi hårdt, og risikoen for recession i euroområdet er reel. Også dansk økonomi står over for en markant afmatning, men udgangspunktet er stærkt, siger Nordeas eksperter i den netop offentliggjorte prognose, Nordea Economic Outlook.
Udsigterne for den globale økonomi er blevet markant forværret hen over sommeren, og vi har nedjusteret vores skøn for verdensøkonomien til 3,1% i år og 2,3% i 2023. I 2024, som vi for første gang nu offentliggør skøn for, vurderer vi, at den globale vækst igen vil stige til 2,6%, lyder det fra Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.
For Danmarks vedkommende ventes BNP i år at stige med 2,5%, mens væksten i 2023 og 2024 vil lande på hhv. 0,5% og 1,8%. Usikkerheden på prognosen er dog ekstra stor som følge af den usikre geopolitiske situation.
”De danske forbrugere mærker for alvor effekterne af store prisstigninger, højere renter og en øget usikkerhed omkring de økonomiske fremtidsudsigter. Denne giftige cocktail har de seneste måneder sænket forbrugertilliden til det laveste niveau, der er målt siden undersøgelsens start i 1974. Det meget pessimistiske syn er dog ikke et isoleret dansk fænomen, men flugter med udviklingen i de fleste andre europæiske lande,” forklarer Helge J. Pedersen.
”En væsentlig årsag til forbrugernes mismod skyldes den voldsomme udvikling i forbrugerpriserne. De høje råvare- og energipriser har drevet inflationen op på det højeste niveau siden begyndelsen af 1980’erne. I år venter vi, at forbrugerpriserne vil stige med 7,5% i gennemsnit i forhold til sidste år. Det betyder, at en familie med to børn vil få en ekstraregning på omkring 35.000 kroner i år i forhold til sidste år. Det er voldsomt,” siger Helge J. Pedersen.
Udgangspunktet for dansk økonomi før energikrisen ramte var dog godt. Og det skal bemærkes, at arbejdsmarkedet fortsat er stærkt. Beskæftigelsen er rekordhøj og mange virksomheder melder fortsat om mangel på arbejdskraft. Det er med til at holde den samlede købekraft i samfundet oppe, siger Helge J. Pedersen.
Centralbankerne er blevet stadig mere opsatte på at bremse inflationen gennem en markant opstramning af pengepolitikken. I USA har Federal Reserve allerede sat renten op til 2,5%, og ECB overraskede ved at sætte renten op til 0% på mødet i juli. Vi forventer aggressive rentestigninger gennem resten af året fra begge de store centralbanker. ECB skønnes således at have sat renten op til 2% ved årets udgang og mere vil følge i 2023. Nationalbanken vil følge trop, og dermed er epoken med negative renter endegyldigt forbi. De lange renter er allerede steget markant, men toppen er ikke nået endnu, vurderer Nordeas cheføkonom.
”De hastigt stigende renter og leveomkostninger får stor betydning for boligmarkedet. Vi forventer nu, at boligpriserne vil falde med 5-10% herhjemme over det kommende år. Og faldet kan blive større i de store byer, hvor de nye regler for boligbeskatning træder i kraft ved indgangen til 2024,” siger Helge J. Pedersen.
Find, download og læs Nordea Economic Outlook på Nordeas hjemmeside
Yderligere information:
Cheføkonom Helge J. Pedersen, 55 47 15 32 / 22 69 79 12
Chefanalytiker Jan Størup Nielsen, 55 47 15 40
Vi er en universalbank med 200 års erfaring i at støtte og bidrage til vækst i de nordiske økonomier – og vi hjælper med at realisere drømme og ambitioner for det fælles bedste. Hver dag arbejder vi på at støtte vores kunders økonomiske udvikling ved at levere førsteklasses kundeoplevelser på tværs af kanaler og drive en bæredygtig forandring. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.