Nomineringsudvalgets forslag til Nordeas ordinære generalforsamling 2017
Nomineringsudvalget for Nordea Bank AB (publ) er nedsat i henhold til beslutning på den ordinære generalforsamling i 2016 og består af Torbjörn Magnusson, formand for nomineringsudvalget, udpeget af Sampo Abp, Mogens Hugo, udpeget af Nordea-fonden, Katarina Thorslund, udpeget af Alecta, Anders Oscarsson, udpeget af AMF og AMF Fonder, og Björn Wahlroos, bestyrelsesformand. Nomineringsudvalget offentliggør i dag sine forslag til Nordeas ordinære generalforsamling 16. marts 2017. Forslagene bliver også gengivet i indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.
Valg af bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformand
Nomineringsudvalget foreslår genvalg af samtlige bestyrelsesmedlemmer undtagen Marie Ehrling og Tom Knutzen, som ikke ønsker genvalg, og genvalg af Björn Wahlroos som bestyrelsesformand. Nomineringsudvalget foreslår nyvalg af Pernille Erenbjerg, Maria Varsellona og Lars Wollung, hvilket betyder, at bestyrelsen foreslås udvidet med et medlem.
Således foreslås genvalg af Björn Wahlroos, Robin Lawther, Lars G Nordström, Sarah Russell, Silvija Seres, Kari Stadigh og Birger Steen som bestyrelsesmedlemmer indtil afslutningen af næste ordinære generalforsamling og valg af Pernille Erenbjerg, Maria Varsellona og Lars Wollung som nye bestyrelsesmedlemmer for samme periode. Det foreslås desuden, at Björn Wahlroos genvælges til bestyrelsesformand indtil afslutningen af næste ordinære generalforsamling.
Pernille Erenbjerg, Maria Varsellona og Lars Wollung foreslås som nye medlemmer af bestyrelsen
Pernille Erenbjerg er født i 1967 og er dansk statsborger. Hun er uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School og er statsautoriseret revisor. Pernille Erenbjerg er administrerende direktør i TDC A/S. Hun har været i TDC A/S siden 2003 og haft forskellige lederstillinger. I 2011 blev hun udnævnt til koncernfinansdirektør og medlem af koncernledelsen og i 2015 til administrerende direktør. I 2002-2003 var hun partner i Deloitte Touche Tohmatsu, og i 1987-2002 arbejdede hun som statsautoriseret revisor i Arthur Andersen.
Pernille Erenbjerg er medlem af bestyrelsen og formand for revisionsudvalget i Genmab A/S samt medlem af bestyrelsen og formand for revisionsudvalget i DFDS A/S.
Pernille Erenbjerg ejer ingen aktier i Nordea.
Maria Varsellona er født i 1970 og er italiensk statsborger. Hun har en juridisk eksamen (Juris Doctor) fra universitetet i Palermo, Italien (Università degli Studi di Palermo). Maria Varsellona har siden 2014 været chefjurist i Nokia Abp og medlem af koncernledelsen siden 2016. Inden hun blev medlem af koncernledelsen var hun medlem af Executive Team i Nokia. I 2013-2014 var hun chefjurist og medlem af koncernledelsen i Nokia Siemens & Networks, i 2011-2013 chefjurist og medlem af Global Leadership Team i Tetra Pak i Tetra Laval-koncernen i Schweiz og i 2009-2010 chefjurist og medlem af Global Leadership Team i Sidel i Tetra Laval-koncernen i Schweiz. I 2006-2009 og 2001-2004 arbejdede hun som seniorselskabsjurist i GE Oil & Gas i Italien, i 2005-2006 som seniorselskabsjurist i The Hertz Corporation i England og i 1998-2001 som jurist hos Pini, Bingham & Partners i England og i 1994-1998 som jurist hos The Greco Law firm i Italien. Hun har endvidere forelæst i international aftaleret på universitetet i Firenze, Italien (Università degli Studi di Firenze), hvor hun var adjungeret professor i 2008-2009.
Maria Varsellona er bestyrelsesmedlem i Alcatel-Lucent og Alcatel-Lucent Shanghai Bell.
Maria Varsellona ejer ingen aktier i Nordea.
Lars Wollung er født i 1961 og er svensk statsborger. Han er civiløkonom fra Handelshögskolan i Stockholm og civilingeniør fra KTH i Stockholm. Lars Wollung arbejder som professionelt bestyrelsesmedlem. I 2009-2015 var han administrerende direktør i Intrum Justitia AB (publ) og i 2001-2008 administrerende direktør i Acando AB (publ). I 1996-2001 arbejdede han som konsulent i eget firma, og i 1987-1995 som konsulent i McKinsey & Company. I 1986 var han ansat i Ericsson.
Lars Wollung er formand for bestyrelserne i IFS AB (publ), The North Alliance Group AS og mySafety Group AB. Han er medlem af bestyrelserne i TF Bank AB, Bambora Top Holding AB, Tieto Abp og Dlaboratory Sweden AB.
Lars Wollung ejer 15.000 aktier i Nordea.
De foreslåede medlemmer gennemgår i øjeblikket deres poster for at sikre, at de opfylder reglerne om begrænsning af antallet af bestyrelsesposter på generalforsamlingen, og de vil tage de skridt, der måtte være nødvendige i forhold hertil.
Uafhængig i henhold til den svenske kodeks for selskabsledelse
Af de foreslåede bestyrelsesmedlemmer anses samtlige for at være uafhængige i forhold til selskabet og selskabets ledelse. Af de foreslåede bestyrelsesmedlemmer anses samtlige, bortset fra Björn Wahlroos og Kari Stadigh, for at være uafhængige i forhold til selskabets større aktionærer. Mindst to af de foreslåede bestyrelsesmedlemmer, som er uafhængige i forhold til selskabet og selskabets ledelse, er således også uafhængige i forhold til selskabets større aktionærer.
Nomineringsudvalget begrunder sin bedømmelse af uafhængigheden som følger: Björn Wahlroos er bestyrelsesformand og Kari Stadigh er administrerende direktør og koncernchef i Sampo Abp, som ejer mere end 10 pct. af samtlige aktier og stemmer i Nordea Bank AB (publ).
Valg af revisor
I overensstemmelse med revisionsudvalgets anbefaling foreslår nomineringsudvalget genvalg af Öhrlings PricewaterhouseCoopers AB som revisor for perioden indtil afslutningen af den næste ordinære generalforsamling.
Vederlag til bestyrelsen og honorar til revisor
Nomineringsudvalget foreslår, at den ordinære generalforsamling fastsætter et vederlag til bestyrelsesmedlemmerne på EUR 294.600 til formanden, EUR 141.300 til næstformanden og EUR 91.950 til hvert af de øvrige medlemmer. Derudover betales et vederlag for udvalgsarbejde i compliance-udvalget, revisionsudvalget og risikoudvalget på EUR 48.650 til formanden for udvalget og EUR 29.600 til de øvrige medlemmer og for udvalgsarbejde i aflønningsudvalget på EUR 36.050 til formanden for udvalget og EUR 25.750 til de øvrige medlemmer. Der betales ikke vederlag til bestyrelsesmedlemmer, som er ansat i Nordea koncernen.
Nomineringsudvalget konstaterer, at bestyrelsesarbejdet i Nordea er blevet mere komplekst og tidskrævende – hvad angår både forberedelsestid og mødetid – og kræver et mere omfattende forberedelsesarbejde i bestyrelsesudvalgene og især for formændene for udvalgene. Det berettiger en forhøjelse af bestyrelsens vederlag. Den foreslåede forhøjelse af bestyrelsens vederlag er 3,5 pct. for samtlige bestyrelsesmedlemmer undtagen bestyrelsesformanden, hvis vederlag foreslås forhøjet med 2,5 pct. Den foreslåede forhøjelse af vederlaget for udvalgsarbejde er 35 pct. til udvalgsformændene og 15 pct. til de øvrige medlemmer. Dette gælder dog ikke vederlaget for arbejde i aflønningsudvalget, som foreslås uændret. Den samlede foreslåede forhøjelse af vederlaget er 7,4 pct. Niveauet for det foreslåede vederlag anses for at være i overensstemmelse med gældende markedsvilkår i betragtning af Nordeas virksomhed og markedsværdi.
Revisors honorar foreslås fastsat efter godkendt regning.
Nedsættelse af nomineringsudvalg
Det foreslås, at der nedsættes et nyt nomineringsudvalg, der får til opgave at fremsætte forslag til den ordinære generalforsamling 2018 om dirigent på generalforsamlingen, valg af bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsesformand og revisor samt om vederlag til bestyrelsen og honorar til revisor.
Yderligere information:
Torbjörn Magnusson, +46 8 792 81 12
Tags: