Nordea får tilladelse fra ECB til fortsat at anvende eksisterende interne modeller
Som led i den planlagte flytning af hovedsædet til Finland har Nordea Bank Abp (Nordea) nået endnu en milepæl i overgangen fra det svenske finanstilsyns (SFSA) regelsæt til bankunionens regelsæt og fået tilladelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB) til midlertidigt at anvende interne modeller til at beregne risikovægtede eksponeringer. Afgørelsen indebærer som forventet en ændring af søjle 2-kapitaltillæg til sølje 1-risikovægtede eksponeringer og et uændret nominelt kapitaliseringsniveau.
Som tidligere meddelt har Nordea frivilligt forpligtet sig til fra 1. oktober 2018 at følge SFSA 2018 Supervisory College Joint Decision, indtil ECB har truffet beslutning om tilsynskrav udarbejdet i henhold til 2019 Supervisory Review Evaluation Process (SREP), hvilket forventes at ske i slutningen af 2019.
I overgangsfasen reducerer ECB’s afgørelse, inklusive den allerede annoncerede implementering af risikovægtsgulvet for svenske boliglån, den forventede egentlige kernekapitalprocent i 4. kvartal 2018 til ca. 15,5 og reducerer tilsvarende det tilhørende overgangskrav til egentlig kernekapital[1] til ca. 13,7 pct. (hvoraf 3 pct. vedrører søjle 2)[2]. Kapitalbufferen forventes således at forblive stort set uændret nominelt set. Nordea forventer at kommunikere de endelige kapitalkrav efter 1. oktober 2018 i forlængelse af SFSA 2018 Joint Capital Decision.
Nordea er fortsat lige så stærkt kapitaliseret, og Nordeas kapital- og udbyttepolitik forbliver uændret. Afgørelsen ændrer ikke Nordeas forretningsmodel eller risikoprofil, og Nordea vil fortsat fokusere på at bevare sin AA-rating efter flytningen af hovedsædet.
Som del af afgørelsen om midlertidig anvendelse af interne modeller vil Nordea igangsætte et arbejde med at udvikle og forbedre modellerne og forventer at indsende ansøgninger senest i 2020.
Yderligere information:
Rodney Alfvén, Head of Investor Relations, +46 722 350 515
Stine Green Paulsen, pressechef, Danmark, 70 80 11 62
[1] Overgangskravet til egentlig kernekapital fastsættes af SFSA 2018 Joint Capital Decision. Det gælder fra 1. oktober 2018, indtil ECB udsteder sin 2019 Joint Capital Decision, hvilket forventes at ske i slutningen af 2019.
[2] Dette kan sammenlignes med den nuværende forventede egentlige kernekapitalprocent for 4. kvartal 2018 i henhold til de svenske kapitaldækningsregler, inklusive den annoncerede implementering af risikovægtsgulvet for svenske boliglån, på ca. 18,5 og tilsvarende et forventet egentligt kernekapitalkrav på ca. 16,5 pct. Nordeas rapporterede kernekapitalprocent var 19,9 i 2. kvartal med et krav på 17,6 pct.
Tags: