Nordea gennemfører købet af Gjensidige Bank
Gjensidige og Nordea meddelte i dag, at Nordea har afsluttet købet af Gjensidige Bank ASA. I forbindelse med den endelige gennemførelse af transaktionen træder aftalen om gensidig distribution mellem Nordea og Gjensidige Forsikring også i kraft.
Som meddelt i juli 2018 omfatter transaktionen alle aktier i Gjensidige Bank samt et strategisk partnerskab med Gjensidige Forsikring om gensidig distribution af skadesforsikring og finansielle produkter i Norge. Købet er godkendt af de norske konkurrencemyndigheder og det norske finanstilsyn.
Gjensidige Bank fortsætter indtil videre sine aktiviteter som selvstændig bank under eget navn. Nordea byder Gjensidige Banks kunder og medarbejdere velkommen.
- Købet understreger vores strategi og ambition om at vokse i det vigtige norske marked. Vores mål er at give kunderne et bredere udvalg af serviceydelser og innovative finansielle løsninger. Nordea har en meget stærk position i Norge, og vi glæder os til at betjene vores nye kunder, siger John Sætre, leder af Personal Banking i Nordea i Norge.
Strategisk distributionsaftale
Samtidig med at Nordea overtager bankaktiviteterne, træder aftalen om gensidig distribution med Gjensidige Forsikring også i kraft.
- Vi har store forventninger til samarbejdet med Nordea. Vi supplerer hinanden godt, og der er stor entusiasme i begge organisationer. Aftalen giver os også mulighed for at nå ud til endnu flere kunder gennem en af de førende nordiske banker med digitalisering og innovation højt på dagsordenen, siger Helge Leiro Baastad, koncernchef, Gjensidige.
John Sætre ser frem til at tilbyde Nordeas kunder forsikring gennem Gjensidige.
- Som den største bank i Norden er det naturligt for os at indgå partnerskab med det førende forsikringsselskab i Norge. Vi er sikre på, at alle vores kunder vil nyde godt af det større og bedre tilbud, der er resultatet af dette partnerskab, siger han.
Købet styrker Nordeas position som den næststørste bank i Norge og tilfører 186.000 kunder med EUR 5,2 mia. (NOK 51,6 mia.) i udlån (pr. 31. december 2018). Gjensidige Bank vil gradvist blive integreret i Nordea, og Nordea byder ca. 200 medarbejdere velkommen fra Gjensidige Bank.
Yderligere information:
Synne Ekrem, Chief Communicator, Nordea Norge, +47 997 67 996
Øystein Thoresen, Communication Director, Gjensidige Forsikring, +47 952 33 382
Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Vi er der med relevante finansielle løsninger, når mennesker vil virkeliggøre deres drømme og nå deres mål. Vi er den største bank i Norden og blandt de ti største finansielle koncerner i Europa målt på markedsværdi med ca. 11 mio. kunder. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.