Nordea har gennemført købet af Danske Banks privatkunde- og private banking-forretning i Norge
Nordea har i dag gennemført købet af Danske Banks norske privatkunde- og private banking-forretning. Købet er et rigtig godt strategisk match for Nordea og vil styrke markedspositionen blandt privatkunder i Norge.
Købet blev offentliggjort 19. juli 2023. Efter grundige forberedelser blev der gennemført en vellykket migrering af forretningen til Nordea i weekenden, hvilket bragte 235.000 nye kunder til banken.
Købet passer godt med Nordeas strategi om at vokse i Norden gennem både organisk vækst og opkøb. Det udvider omfanget af vores privatkundeforretning i Norge betydeligt og giver os mulighed for at skabe værdi ved at kunne tilbyde kunderne et bredere udvalg af produkter og services. Med transaktionen forventes Nordeas markedsandel på boliglån i Norge at stige til ca. 15 pct. fra nuværende 11 pct.
“Vi er meget glade for at have gennemført købet og byder vores nye kunder og kolleger velkommen til Nordea. Vi ser frem til at betjene vores nye kunder og imødekomme alle deres økonomiske behov med Nordeas brede udbud,” siger Nordeas koncernchef Frank Vang-Jensen.
Om transaktionen
Transaktionen gennemføres som en overdragelse af aktiver og forpligtelser. Aktiverne overdrages til dagsværdi, og Nordea betaler kun for de aktiver og forpligtelser, der overdrages.
På overdragelsestidspunktet omfattede forretningen:
- ca. 235.000 kunder
- udlån og indlån på hhv. EUR 9 mia. og EUR 3 mia.
- ca. EUR 1,2 mia. i kapital under forvaltning (lukker 6. december)
- som en del af transaktionen overdrages fem udestående dækkede obligationer til Nordea. Disse obligationer vil indgå i Nordea Eiendomskreditts cover pool og vil få tildelt en rating fra Moody’s (forventet Aaa).
Transaktionen forventes at:
- forbedre omkostningsprocenten og afkastet på allokeret kapital i Nordeas privatkundeforretning i Norge ved at tilføre mere end EUR 100 mio. i årlig indtægt til en marginal meromkostning
- reducere den egentlige kernekapitalprocent med ca. 40 bp og
- påvirke Nordea koncernens indtjening pr. aktie og egenkapitalforrentning positivt, svarende til størrelsen af den opkøbte portefølje.
Yderligere information:
Pressehenvendelser, +358 10 416 8023 eller press@nordea.com
Vi er en universalbank med 200 års erfaring i at støtte og bidrage til vækst i de nordiske økonomier – og vi hjælper med at realisere drømme og ambitioner for det fælles bedste. Hver dag arbejder vi på at støtte vores kunders økonomiske udvikling ved at levere førsteklasses kundeoplevelser på tværs af kanaler og drive en bæredygtig forandring. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.
Tags: