Nordea kommenterer tiltale rejst af National enhed for Særlig Kriminalitet i gammel sag om foranstaltninger til forebyggelse af hvidvask fra 2015 og tidligere
Efter undersøgelser gennemført af myndighederne i forbindelse med foranstaltninger til forebyggelse af hvidvask fra 2015 og tidligere har National enhed for Særlig Kriminalitet meddelt, at man har rejst formel tiltale og dermed indleder en retssag. Nordea er ikke enig i myndighedens vurdering af sagen.
”Vi er ærgerlige over, at sagen skal for retten. Nordea har flere gange tidligere erkendt, at der dengang var mangler i vores systemer og processer til at bekæmpe økonomisk kriminalitet; det undskylder vi for, og vi har flere gange sagt, at vi forventede at modtage en bøde. Men vi er ikke enige i National enhed for Særlig Kriminalitets vurdering af sagen,” siger Anders Holkmann Olsen, chefjurist i Nordea Danmark, og fortsætter:
”Kernen er, at der er tale om en gammel sag, som i visse tilfælde går mere end ti år tilbage, og som nu bl.a. vurderes på grundlag af efterfølgende lovgivning. Som nævnt tidligere har vi forventet at modtage en bøde, men efter vores vurdering bør sagen afgøres på grundlag af retstilstanden på det relevante tidspunkt – en holdning, som vi bl.a. understøttes i af tre førende advokatkontorers særskilte juridiske vurderinger.”
I 1. kvartal 2019 foretog Nordea en hensættelse vedrørende sager om foranstaltninger til forebyggelse af hvidvask og har løbende revurderet hensættelsesniveauet. På baggrund af de aktuelle forhold og understøttet af tre særskilte eksterne juridiske vurderinger er det Nordeas opfattelse, at den nuværende hensættelse er tilstrækkelig til at dække sagen.
Nordea har løbende søgt en afslutning
I 2015 undersøgte Finanstilsynet, hvorvidt Nordea Danmark overholdt de gældende regler på hvidvaskområdet i forhold til at have tilstrækkelige processer til at identificere og bekæmpe hvidvask. Undersøgelsen gav anledning til en række påbud fra Finanstilsynet, og i juni 2016 blev sagen overdraget til Anklagemyndigheden til videre undersøgelse i overensstemmelse med dansk praksis.
”Det er vigtigt at understrege, at Nordea har samarbejdet konstruktivt med myndighederne gennem årene. I dialogerne med National enhed for Særlig Kriminalitet har Nordea løbende søgt en afslutning på sagen, og vi beklager, at det ikke har været muligt at lukke sagen udenretligt”, siger Anders Holkmann Olsen.
11 milliarder kroner investeret i bekæmpelse af økonomisk kriminalitet
Siden 2015 har Nordea investeret massivt i at bekæmpe hvidvask og anden økonomisk kriminalitet. Anders Holkmann Olsen understreger:
”Som finansiel institution er vi meget bevidste om vores position og ansvar i samfundet. Vi har investeret 11 milliarder kroner i bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, vi har 3.400 medarbejdere dedikeret primært til denne indsats, og vi samarbejder tæt med myndigheder om at stoppe de kriminelle og deres aktiviteter for at understøtte denne samfundsopgave. Vi accepterer ikke at blive udnyttet til økonomisk kriminalitet.”
Yderligere information
Nordea Danmark Kommunikation: +45 70 80 11 62