Nordea offentliggør ændringer i organisation og ledelse

Report this content

Nordea Bank Abp – Børsmeddelelse – Ændring ledelse/revision

Nordea Bank Abp justerer organisationen for at understøtte de tre prioriteter, der blev offentliggjort i efteråret: gennemføre initiativer, der øger indtægterne, skabe positive kundeoplevelser og optimere driftseffektiviteten. Nordea udnævner også Sara Mella til leder af Personal Banking, Christina Gadeberg til leder af Group People og Erik Ekman til leder af Group Business Support.

Sara Mella er udnævnt til leder af Personal Banking og medlem af Group Leadership Team med øjeblikkelig virkning. Sara Mella blev udnævnt til fungerende leder af Personal Banking i september 2019. Inden da var hun leder af Personal Banking Finland. Sara Mella er født i 1967 og har en kandidatgrad i økonomi fra universitetet i Tampere.

Christina Gadeberg er udnævnt til leder af Group People og medlem af Group Leadership Team med øjeblikkelig virkning. Christina Gadeberg blev udnævnt til fungerende leder af Group People i september 2019. Inden da var hun leder af People Business Partners og leder af People i Nordea Asset & Wealth Management. Christina Gadeberg er født i 1970 og har en HD fra Copenhagen Business School.

- Jeg er stolt over, at vi i dag kan offentliggøre permanente ledere af Personal Banking og Group People. Både Sara Mella og Christina Gadeberg trådte til for at udfylde ledige stillinger tidligere i år. De har begge vist stærkt lederskab fra starten og har alle de kompetencer, vi har brug for i Group Leadership Team. Jeg er glad for, at de har indvilget i at påtage sig rollerne permanent og blive en del af Group Leadership Team. De vil begge bidrage betydeligt til teamet med deres erfaring, integritet, forretningsmæssige forståelse og holdånd. Sara har det, der skal til for at udbygge og videreudvikle vores privatkundeforretning, og har stort fokus på altid at levere positive kundeoplevelser. Christina har stor viden på medarbejderområdet og en stor passion for at skabe forretningsmæssig værdi via denne rolle, siger koncernchef Frank Vang-Jensen.

Nordea justerer organisationen pr. 1. januar 2020. Forretningsområderne vil have et stærkt mandat til at træffe de nødvendige beslutninger understøttet af koncernfunktionerne for at levere på Nordea koncernens prioriteter: gennemføre initiativer, der øger indtægterne, skabe positive kundeoplevelser og optimere driftseffektiviteten.

Enheden Group Business Risk Management nedlægges, og aktiviteterne flyttes til forretningsområderne, Group Risk & Compliance og andre koncernfunktioner. Det fremtidige setup sikrer en bedre fordeling af roller og ansvar mellem første og anden forsvarslinje. Det nuværende COO Operations-område er blevet gennemgået og skifter navn til Group Business Support. Forretningssupportområdet er nu udformet, så det fuldt ud understøtter forretningsområdernes prioriteter. Det nye setup tydeliggør ansvarsfordelingen, fjerner overlap og udnytter synergieffekter.

Erik Ekman, den nuværende leder af Commercial & Business Banking og fungerende leder af Group Business Risk Management, er udnævnt til leder af Group Business Support pr. 1. januar 2020 og fortsætter som medlem af Group Leadership Team. Erik Ekman er født i 1969 og har en ph.d. i økonomi fra universitetet i Uppsala. En ny leder af Business Banking offentliggøres på et senere tidspunkt.

- Erik Ekman har stor erfaring fra forskellige stillinger i Nordea indenfor forskellige forretningsområder. Han har været i banken siden 2008 og været medlem af Group Leadership Team siden 2015. Med sin store forretningsmæssige forståelse og omfattende viden indenfor risiko, data og processer passer han perfekt til den nye stilling som leder af Group Business Support, siger koncernchef Frank Vang-Jensen.

Udnævnelserne er betinget af myndighedernes godkendelse.

Som led i organisationsændringen skifter følgende forretningsområder og Group Executive Management navn med øjeblikkelig virkning, så navnene bedre afspejler den nye organisation samt roller og ansvar: Commercial & Business Banking skifter navn til Business Banking, Wholesale Banking skifter navn til Large Corporates & Institutions, og koncernledelsen – Group Executive Management (GEM) – skifter navn til Group Leadership Team (GLT).

- I efteråret gik vi ind i en ny fase med fokus på eksekvering og en vision om at blive en stærk og personlig finansiel partner for alle vores kunder. Med ændringerne har vi en stærk organisation, der er klar til at eksekvere på vores prioriteter, siger koncernchef Frank Vang-Jensen.
 

Yderligere information:
Sara Helweg-Larsen, leder af Group Communication and Branding, +45 22 14 00 00
sara.helweg-larsen@nordea.com
  

Informationen indeholdt i denne børsmeddelelse blev offentliggjort af ovenstående kontaktperson 17. december 2019 kl. 14.00 dansk tid.
  

Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Når mennesker vil realisere deres drømme og nå deres mål, er vi der med relevante finansielle løsninger. Vi er den førende bank i Norden. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.

Tags:

Abonner

Dokumenter og links