Nordea og Mødrehjælpen går sammen om en bedre jul for udsatte børn
Alle børn skal have muligheden for en glædelig jul – også selvom der ikke står mange penge på forældrenes konto. Derfor har Nordea og Mødrehjælpen indgået et nyt og langsigtet partnerskab, som både involverer en større pengedonation og flere aktiviteter i hele Danmark. Første initiativ bliver en julekampagne, hvor alle i Nordea kan hjælpe med at opfylde juleønsker for udsatte børn.
Mens december nærmer sig med hastige skridt, er Nordea og Mødrehjælpen gået sammen om at sikre, at flere udsatte børn kan glæde sig til juleaften.
Som en del af partnerskaber giver Nordea en større donation til Mødrehjælpen, og samtidig bliver der som en del af partnerskabet sat gang i en række aktiviteter landet over. Blandt andet får de ansatte i Nordea mulighed for at købe gaver og dermed opfylde udsatte børns juleønsker samt støtte Mødrehjælpens Nationale Julehjælpsindsamling.
”Vi kender alle sætningen ’julen varer længe, koster mange penge’. For nogle er det fra en dejlig julesang, men for mange er det en sandhed, der går ind i maven. For alt for mange børn oplever desværre ikke glæden ved højtiden. De drømmer bare om en jul som alle andre. Om at kunne lave en ønskeseddel og åbne en gave fra legetøjsbutikken. Om juletræ, julemad og hygge. Det er drømme, som vi i Nordea gerne vil hjælpe med at opfylde. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi ved at støtte Mødrehjælpen kan være med til at gøre en forskel,” siger Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder og landechef i Nordea Danmark.
Nordea har i år modtaget ønsker fra 200 børn gennem Mødrehjælpens lokalforeninger. Ønskerne er blevet skrevet på julekugler og hængt op på juletræerne i hovedkontorerne i København og Høje-Taastrup. Medarbejderne kan så frivilligt vælge at opfylde et ønske ved at købe en gave og lægge den under træet – eller de kan vælge at støtte Mødrehjælpens nationale julehjælp via MobilePay.
Sidste år var Mødrehjælpen med til at skabe en bedre jul for 24.246 udsatte børn.
"Vi er dybt taknemmelige for Nordeas støtte til vores juleindsamling og for det langsigtede engagement, der følger med. Med deres hjælp kan vi ikke blot sikre, at flere familier får en jul med en bekymring mindre, men også tilbyde rådgivning og støtte til flere børnefamilier med varig effekt. Desværre ser vi alt for ofte, hvordan økonomiske udfordringer og social arv videreføres fra generation til generation – derfor er ethvert bidrag afgørende for, at vi kan hjælpe endnu flere," siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.
Et langsigtet samarbejde
Partnerskabet mellem Nordea og Mødrehjælpen handler ikke kun om at bidrage til, at flere familier får en bedre jul.
Nordea har nemlig ønsker om at udvikle initiativer sammen med Mødrehjælpen, der både skal give værdi for Mødrehjælpens familier og via salg sikre støtte til flere. Derudover er det intentionen, at samarbejdet også skal inkludere, at Nordeas medarbejdere kan bidrage med deres finansielle ekspertise til støtte for Mødrehjælpens familier.
“Julen er jo traditionernes højtid, og i Nordea har vi tradition for at tage ansvar for det samfund, vi er en del af. Derfor er det vigtigt for os, at vi gør en varig forskel. Foruden at donere til Mødrehjælpen vil vi derfor også gerne bidrage aktivt med de kompetencer, vi har blandt vores 7.000 kolleger – for derigennem at hjælpe de familier, som står svagest økonomisk,” siger Mads Skovlund.
FAKTA: Om Mødrehjælpen
- Sidste år hjalp Mødrehjælpen 24.246 udsatte børn til en bedre jul.
- Mødrehjælpens rådgivning er landsdækkende med 42 lokalforeninger og butikker samt tre store rådgivningshuse i København, Aarhus og Aalborg og en mindre afdeling i Odense.
- Mødrehjælpens formål er at yde social, sundhedsmæssig, økonomisk og uddannelsesmæssig støtte til gravide og børnefamilier, som herigennem kan sikre deres børn bedre opvækst og levevilkår.
- Mødrehjælpen tager altid udgangspunkt i en forbedring af børns vilkår i opvæksten. Det gør de ved at styrke forældrene, så de bliver i stand til at give deres børn kærlighed og tryghed i opvæksten.
- Hjælpen gives gennem rådgivning og netværksskabende, sociale aktiviteter i de mange lokalforeninger rundt om i landet.
Yderligere information:
Nordea Danmark Kommunikation: +45 70 80 11 62