Nordea sælger Nordea Ejendomme

Report this content

Nordea har indgået en aftale med ejendomsforvaltningsselskabet DEAS A/S om salget af det danske ejendomsadministrationsselskab Nordea Ejendomme. Transaktionen forventes gennemført inden årets udgang.

”Efter frasalget af Nordea Liv & Pension i Danmark sidste år ser vi det som et naturligt skridt for Nordea at sælge vores ejendomsadministrationsselskab, så vi kan fokusere på vores kerneforretning. I DEAS har vi fundet en ejer med de bedste forudsætninger for at videreudvikle Nordea Ejendomme, betjene selskabets kunder og foretage de investeringer, der kræves for at være en attraktiv samarbejdspartner fremadrettet,” siger Snorre Storset, leder af Asset & Wealth Management, Nordea.

På vegne af Nordea Liv & Pension og andre institutionelle investorer forvalter Nordea Ejendomme en ejendomsportefølje på ca. EUR 3 mia. og er derudover den største udbyder af erhvervslejemål i Danmark med omkring 2.700 kontor-, butik- og lagerlejemål og 1.150 boliglejemål.

Kunder, hvis ejendomme i dag bliver forvaltet af Nordea Ejendomme, vil blive betjent af DEAS Asset Management A/S. Med opkøbet tager DEAS imod ca. 90 medarbejdere fra Nordea Ejendomme.

”Nordea Ejendomme er et rigtig godt match til DEAS, og med overtagelsen tager vi et stort skridt på vejen mod at blive investorernes foretrukne samarbejdspartner inden for både asset management og ejendomsadministration,” siger Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i DEAS.

Når transaktionen er afsluttet, forventes Nordea at få en kapitalgevinst på ca. EUR 35 mio., der vil indgå i regnskabsposten Andre driftsindtægter i 4. kvartal 2018. Omkostningerne reduceres med ca. EUR 8 mio. på årsbasis, og indtægterne falder med ca. EUR 16 mio. på årsbasis.

Selvom aftalen er underskrevet, er detaljerne omkring transaktionen og dens gennemførelse senest i fjerde kvartal fortsat betinget af myndighedernes godkendelse. 

Yderligere information:
Tenna Schoer, pressekonsulent, Nordea, 70 80 11 62

Tags:

Abonner

Dokumenter og links