Nordea udnævner ny Branch Manager for Danmark

Report this content

Anders Holkmann Olsen er udnævnt som Nordea Danmarks nye Branch Manager. Anders Holkmann Olsen kommer fra stillingen som Chief Legal Officer, Nordea Danmark – en rolle, han fortsat vil varetage – og General Counsel, Personal Banking, hvor han indtil i dag har været en del af ledelsen af privatkundeområdet i koncernen.

Som Branch Manager får Anders Holkmann Olsen det overordnede ansvar for at følge og rapportere de samlede aktiviteter i den danske filial til Group Executive Management (Nordeas koncernledelse) og koncernchef, Frank Vang-Jensen. Samtidig skal Anders Holkmann Olsen sikre en governance-struktur, der både støtter og udfordrer de fire forretningsområder i Nordea Danmark. Han vil desuden være ansvarlig for kontakten og samarbejdet med de danske myndigheder.

- Anders er det oplagte valg til opgaven med sin juridiske baggrund og forretningsmæssige indsigt. Vi har - ikke mindst gennem de senere år - lært vigtigheden af at have orden i forretningen og vores processer, og der vil Anders med sin baggrund og person være en god sparringspartner for den daglige forretningsledelse og øvrige organisation samt et godt bindeled til myndighederne, siger Frank Vang-Jensen, koncernchef i Nordea.

Anders Holkmann Olsen er Fit & Proper-godkendt. Han er 43 år, far til to og kom til Nordea i 2013. Han er oprindeligt uddannet advokat med speciale i bank- og finansieringsret, og har siden han blev hentet fra advokatbranchen ultimo 2006 været ansat i ledende stillinger i den finansielle sektor.

Ny fase i Nordea
Frank Vang-Jensen har som ny koncernchef i Nordea introduceret en ny fase, som blev præsenteret ved kapitalmarkedsdagen den 24. oktober. I den nye fase er der lagt et øget ansvar og et styrket mandat ud til de fire forretningsområder – Commercial & Business Banking, Personal Banking, Asset & Wealth Management og Wholesale Banking - for at styrke Nordeas forretning og for at øge bankens kundefokus.

Frank Vang-Jensen har tidligere været leder af Personal Banking og landechef i Nordea Danmark, men Nordea opererer ikke længere med en ”landechef”. De fire forretningsområder har hver især en landeansvarlig, og de fire danske forretningsansvarlige udgør derfor den daglige forretningsledelse under koordinering og ledelse af Country Senior Executive.

Rollen som Country Senior Executive har Bjørn Bøje Jensen varetaget siden 1. december 2018, og han vil arbejde tæt sammen med Branch Manager, Anders Holkmann Olsen, om ledelsen af Nordea Danmark og rapporteringen af de danske aktiviteter til koncernledelsen.

Yderligere information:
Tenna Schoer, pressekonsulent, Nordea Danmark, 70 80 11 62


 
Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Når mennesker vil realisere deres drømme og nå deres mål, er vi der med relevante finansielle løsninger. Vi er den førende bank i Norden. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Helsinki, Nasdaq Copenhagen og Nasdaq Stockholm. Læs mere om os på nordea.com.

Tags: