Nordeas årsberetning offentliggøres med resultat og ledelsens aflønning

Report this content

Nordea offentliggør i dag sin årsrapport på nordea.com.

Af årsrapporten fremgår det blandt andet, at antallet af fordel+ og private banking-kunder steg i 2011. På privatkundesiden kunne Nordea byde 140.000 nye fordel+kunder velkommen. På erhvervskundesiden har Nordea styrket sin position som førende relationsbank blandt store og multinationale virksomheder i Norden. Som følge af det øgede forretningsomfang er indtægterne på det højeste niveau nogensinde.

Nordea har i løbet af året øget effektiviteten for at begrænse konsekvenserne for kunderne af den ny regulering. I årets anden halvdel blev omkostningsudviklingen bremset, og omkostningerne var i 4. kvartal lavere end i samme periode året før. Nedskrivninger på udlån var noget lavere i 2011 end i 2010. Det ordinære resultat på EUR 3,5 mia. ligger på de seneste års niveau.

Egenkapitalforrentningen var ca. 11 pct. i 2011. Kapitaldækningen er øget i løbet af året, og kernekapitalprocenten eksklusive hybridkapital er over 11. Den solide finansielle udvikling har været vigtig for Nordeas muligheder for at fastholde en stærk fundingposition. Således udstedte banken langfristede obligationer for i alt EUR 32 mia. i løbet af året.

- 2011 har været et vigtigt år for Nordea. Vi gik ind i året med en stærk forretningsudvikling. Det har vi udnyttet til at tage de nødvendige skridt for at kunne begrænse konsekvenserne for kunderne af den ny regulering. Vores initiativer til at reducere omkostningerne og øge kapitaleffektiviteten gør, at vi fortsat vil kunne tilbyde kunderne en sikker bank med god rådgivning og konkurrencedygtige priser, siger Christian Clausen.

Af årsrapporten fremgår også ledelsens aflønning for 2011. Som meddelt på den ordinære generalforsamling 2011 steg koncernchefens faste løn i begyndelsen af året til SEK 10,5 mio. om året med en variabel løndel, som for 2011 udgjorde godt 25 pct. af den faste løn, og en fastholdt pension på 50 pct. af den faste løn efter 60 år. Den samlede aflønning inklusive goder er på linje med den, der gives i andre nordiske selskaber af samme størrelse, og betydeligt lavere end i europæiske banker af Nordeas størrelse.

- Nordea er i dag en af de allerstørste banker i Europa. Efter tre år uden lønstigninger blev koncernchefens løn justeret i begyndelsen af 2011 til et niveau, som er konkurrencedygtigt, men langt fra markedsledende, i overensstemmelse med Nordeas aflønningspolitik, siger Marie Ehrling, formand for bestyrelsens aflønningsudvalg og næstformand for bestyrelsen.

Yderligere information:
Claus Christensen, informationschef, Danmark, 33 33 12 79

Nordeas vision er at være en Great European bank, anerkendt for sine medarbejdere, som skaber markant værdi for kunder og aktionærer. Vi gør det muligt for vores kunder at nå deres mål ved at tilbyde et bredt udbud af produkter, serviceydelser og løsninger inden for bank, kapitalforvaltning og forsikring. Nordea har ca. 11 mio. kunder, omkring 1.400 filialer og er blandt de ti største universalbanker i Europa målt på markedsværdi. Nordea-aktien er noteret på NASDAQ OMX Nordic Exchange i Stockholm, Helsinki og København.
www.nordea.com

Tags:

Abonner

Dokumenter og links