Økonomisk Perspektiv: Solid dansk vækst i sigte
Nordea forudser en fremgang i dansk økonomi på 1,4 pct. i år, som tiltager til 1,75 pct. i 2016 og 1,9 pct. i 2017.
Trods flere usikkerhedstegn og skuffende nøgletal er fundamentet på plads for en solid dansk vækst næste år. Det konkluderer Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen, i en ny økonomisk prognose for udviklingen i dansk og global økonomi.
- Efter otte kvartalers uafbrudt vækst, har der på det seneste været tegn på opbremsning i dansk økonomi. Vi forventer dog, at afmatningen er midlertidig og forventer en vækst på 1,75 pct. i 2016, som vil tiltage til knap 2,0 pct. i 2017, siger Helge J. Pedersen.
Han tilføjer, at det især er den hjemlige efterspørgsel, som har udviklet sig stærkt i år.
- Privatforbruget har vist tænder og har overtaget positionen som den primære vækstmotor herhjemme. Derimod har eksportsektoren udviklet sig svagt som konsekvens af afmatningen i Kina og andre Emerging Markets. Omvendt ser det fortsat fornuftigt ud i Europa og USA, siger Helge J. Pedersen.
Forudsætningerne for en yderligere fremgang i den hjemlige efterspørgsel er ligeledes gunstige. Arbejdsmarkedet er stærkt, beskæftigelsen er steget med omkring 3.000 personer om måneden i gennemsnit over det seneste år, og boligmarkedet ser ligeledes stærkt ud.
- Det er særligt positivt, at prisstigningerne i og omkring de større byer, nu spreder sig til andre dele af landet. Kombinationen af fremgang på bolig- og arbejdsmarkedet er ofte selvforstærkende og giver grobund for fremgang i privatforbruget. Vi venter, at boligpriserne vil kunne stige med yderligere 5-6 pct. på landsplan i løbet af 2016-2017, siger Helge J. Pedersen.
Mens der fortsat er medvind på boligmarkedet, udvikler investeringerne sig stadig svagt trods det rekordlave rentemiljø.
- I takt med at beskæftigelsen stiger yderligere, vil virksomhederne dog også øge investeringsaktiviteten, siger Helge J. Pedersen.
Han fastslår samtidig, at perioden med lav inflation er fortsat i år, men er ved at være overstået. Alligevel forventer Nordea først, at Den Europæiske Centralbank sætter styringsrenten op i 2018.
Nordea forventer en vækst i verdensøkonomien på 3,1 pct. i år, 3,5 pct. i 2016 og 3,4 pct. i 2017.
Se rapporten på http://ndea.mk/EO_1_2016_DK.
Yderligere henvendelser til:
Cheføkonom Helge J. Pedersen 33 33 31 26
Chefanalytiker Jan Størup Nielsen 33 33 31 71
Tags: