Tryg køber Zurichs danske og norske skadeforsikringsvirksomhed

Report this content

Tryg køber Zurichs danske og norske skadeforsikringsvirksomhed Tryg Forsikring A/S (Tryg) og det norske søsterselskab, Vesta Forsikring AS (Vesta), har indgået en aftale med Zurich Financial Services Group (Zurich) om at købe en væsentlig del af Zurichs skadeforsikringsvirksomhed i Danmark og Norge. Zurich vil ikke fremover tegne forsikringer fra Danmark eller Norge. Aftalen skal godkendes af myndighederne i de respektive lande. Samtidig er parterne blevet enige om et fremtidigt samarbejde. I henhold til aftalen stiller Tryg og Vesta deres forsikringsydelser i Danmark og Norge til rådighed for Zurichs internationale kunder og erhvervskunder, ligesom Zurich giver Tryg og Vesta adgang til sit globale net for internationale kunder og erhvervskunder i de lande, hvor Tryg og Vesta ikke er repræsenteret. - Vi er glade for aftalen, som styrker vores position på det danske og norske marked. Vi køber aktiviteterne til en rimelig pris, og på grund af vores størrelse i Danmark og Norge har vi også mulighed for at opnå synergier via købet, siger Hugo Andersen, administrerende direktør, Tryg. Han ser også aftalen om internationalt samarbejde med Zurich som en vigtig konkurrencemæssig fordel. - Vi ser frem til at udvikle dette samarbejde i de kommende år, tilføjer han. Ultimo 2001 udgjorde de anslåede bruttopræmieindtægter i Zurichs virksomhed i Danmark og Norge henholdsvis EUR 56,6 mio. og EUR 52,9 mio. Zurich har mere end 20.000 private skadeforsikringskunder og mere end 10.000 erhvervs- og industrikunder på de to markeder. Så snart myndighederne har godkendt transaktionen, begynder det praktiske integrationsarbejde. Godkendelserne forventes at foreligge omkring 1. oktober i år. Integrationen vil være gennemført i løbet af ni måneder fra denne dato. Integrationsprocessen vil blive koordineret tæt af de involverede parter. De erhvervede aktiviteter og de i alt 226 Zurich-medarbejdere i Danmark og Norge vil blive fuldt integreret i henholdsvis Tryg og Vesta. Efter konsultationer med medarbejderrepræsentanterne og når transaktionen er blevet godkendt af myndighederne i de respektive lande, har Tryg og Vesta til hensigt at reducere det samlede antal medarbejdere til et niveau, der svarer til målsætningen om en yderligere reduktion i omkostningsprocenten. Yderligere information: Stine Bosse, viceadministrerende direktør, Tryg, 44 20 30 40 Bjørn Thømt, administrerende direktør, Vesta, +47 55 17 18 34 Troels Brøndsted, informationschef, Tryg, 44 20 30 70 Ingrid Holm Svendsen, informationschef, Vesta, +47 55 17 14 28 Fakta om Tryg Forsikring Tryg er Danmarks største skadeforsikringsselskab. Tryg har 2.400 medarbejdere i Danmark, hvoraf 1.350 arbejder på hovedkontoret i Ballerup. Landet over er der ca. 40 servicecentre. Tryg driver virksomhed inden for to forretningsområder Privat og Erhverv (inkl. Industri). I 2001 beløb bruttopræmieindtægterne sig til EUR 882 mio. - samme år udgjorde det forsikringstekniske resultat EUR -9 mio. Med næsten 1 mio. kunder har Tryg en markedsandel i Danmark på 21 pct. Fakta om Vesta Vesta er Norges tredjestørste skadeforsikringsselskab. Selskabet har 1.200 medarbejdere i 40 kontorer over hele landet. Hovedkontoret ligger i Bergen. Vesta driver virksomhed inden for to forretningsområder Privat og Erhverv (inkl. Industri). I 2001 beløb bruttopræmieindtægterne sig til EUR 689 mio. - samme år udgjorde det forsikringstekniske resultat EUR 27 mio. Med 415.000 kunder har Vesta en markedsandel i Norge på 19 pct. ------------------------------------------------------------ Besøg http://www.waymaker.dk for mere information Følgende filer kan downloades: http://www.waymaker.net/bitonline/2002/05/30/20020529BIT01240/wkr0001.doc http://www.waymaker.net/bitonline/2002/05/30/20020529BIT01240/wkr0002.pdf

Abonner

Dokumenter og links