Forløb af ekstraordinær generalforsamling i Dampskibsselskabet NORDEN A/S
MEDDELELSE NR. 77 - 21. MARTS 2023
Den ekstraordinære generalforsamling, der blev afholdt i dag, var indkaldt med henblik på endelig vedtagelse af bestyrelsens forslag til vedtægtsændring, som ikke kunne vedtages endeligt på selskabets ordinære generalforsamling 9. marts 2023 på grund af manglende quorum, se selskabsmeddelelse nr. 66. Den af bestyrelsen foreslåede vedtægtsændring blev endeligt vedtaget på dagens ekstraordinære generalforsamling.
Følgende ændring blev vedtaget:
Nedsættelsen af aktiekapitalen foretages til pålydende værdi.
Selskabets aktiekapital nedsættes med nominelt DKK 3.000.000 ved annullering af 3.000.000 egne aktier.
Aktierne, der annulleres i medfør af forslaget, erhvervede selskabet ved aktietilbagekøbsprogram af 3. marts 2022 for perioden 3. marts 2022 – 30. april 2022, af 6 juli 2022 for perioden 6. juli 2022 til 16. august 2022, af 18. august 2022 for perioden 18. august til 1. november 2022 samt af 3. november 2022 for perioden 3. november 2022 til 7. februar 2023. Der henvises til fondsbørsmeddelelse nr. 56 af 3. marts 2022, fondsbørsmeddelelse nr. 117 af 6. juli 2022, fondsbørsmeddelelse nr. 158 af 18. august 2022 og fondsbørsmeddelelse nr. 230 af 3. november 2022.
Det totale beløb, som aktiekapitalen foreslås reduceret med, er udregnet efter gennemsnitsprincippet og udgør DKK 877.030.486 pr. 9. februar 2023 svarende til en gennemsnitskurs på DKK 292,34 pr. aktie a DKK 1. Hele nedsættelsesbeløbet på DKK 877.030.486 er betalt til aktionærerne.
Førend nedsættelsen af aktiekapitalen kan gennemføres, opfordres selskabets kreditorer til at gøre deres krav gældende som anført i § 192 i Selskabsloven. Nedsættelsen kan først blive endelig efter udløbet af anmeldelsesfristen og vil blive gennemført, under forudsætning af at bestyrelsen fortsat anser kapitalnedsættelsen for forsvarlig.
Vedtægterne vil blive opdateret og kan ses på Selskabets hjemmeside, norden.com.
Med venlig hilsen,
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Klaus Nyborg
Bestyrelsesformand
Yderligere oplysninger:
Thomas France, Investor Communications Partner, tel.: +45 3273 0629, e-mail: tfr@norden.com