Jan Rindbo udpeget som administrerende direktør for Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Nedenstående er vedhæftet som PDF-fil.
________________________________________________________________________________
Meddelelse nr. 36
30. oktober 2014
Jan Rindbo udpeget som administrerende direktør for Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Bestyrelsen har efter en grundig og omfangsrig rekrutteringsproces udpeget Jan Rindbo som ny administrerende direktør i Dampskibsselskabet NORDEN A/S. Jan Rindbo kommer fra en stilling som Chief Operating Officer i Pacific Basin, Hong Kong.
Bestyrelsesformand Mogens Hugo udtaler:
”Bestyrelsen har været igennem en særdeles grundig søgeproces med mange yderst kvalificerede kandidater. Valget er faldet på Jan Rindbo, der har stor indsigt i shipping, især tørlast, og besidder de personlige egenskaber, der skal til for at overtage posten som administrerende direktør i et finansielt stærkt og værdibåret rederi som NORDEN. Sammen med den øvrige direktion vil Jan Rindbo sikre, at NORDEN også fremadrettet udvikler sig til gavn for aktionærer og kunder.”
40-årige Jan Rindbo har over 20 års international shippingerfaring fra Danmark, Nordamerika og Asien. Siden 2001 har han arbejdet for det i Hong Kong børsnoterede tørlastrederi Pacific Basin, senest som Chief Operating Officer, medlem af direktionen samt bestyrelsen. I denne periode har selskabet udviklet sig til et af verdens største tørlastrederier og leveret flotte resultater.
Jan Rindbo siger:
”NORDEN er et af verdens førende tørlast- og produkttankrederier med en lang historie, solide finanser og en moderne flåde. Det er et på alle måder stærkt rederi, og jeg ser frem til at blive en del af NORDEN og sammen med de dygtige og dedikerede medarbejdere være med til at skabe flere gode resultater og udbygge vores stærke position som et kundefokuseret rederi.”
Jan Rindbo tiltræder stillingen som administrerende direktør i forsommeren 2015.
Direktionen vil herefter bestå af administrerende direktør Jan Rindbo, finansdirektør Michael Tønnes Jørgensen, koncerndirektør og leder af Tørlastafdelingen Ejner Kiel Bonderup, koncerndirektør og leder af Tankafdelingen Lars Bagge Christensen og koncerndirektør og leder af Corporate Secretariat Martin Badsted.
Jan Rindbo bliver omfattet af Selskabets aktieoptionsordning for ledende medarbejdere og modtager 50.000 optioner i 2015. Udnyttelsesperioden starter tre år og slutter seks år efter tildelingstidspunktet. Udnyttelseskursen fastsættes som den gennemsnitlige børskurs de første fem børsdage efter tildelingstidspunktet med tillæg af 10%. Den anslåede teoretiske Black-Scholes værdi for hver option er DKK 21,14 baseret på kursværdien af Selskabets aktier dags dato. Værdien er anslået, da udnyttelseskursen fastlægges senere. Ved beregningen er forudsat, at alle optioner udnyttes efter 3,25 år, en volatilitet på 27,3%, en årlig udbyttesats på DKK 0 og en risikofri rente på 0,12%. Jan Rindbo tilbydes endvidere fastholdelsesbonus i hvert af årene 2015-17 i form af aktier i NORDEN med en årlig værdi af DKK 1.000.000. Tildelingerne og de hertil knyttede betingelser vil blive beskrevet i Selskabets årsrapport.
Med venlig hilsen
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Mogens Hugo
Bestyrelsesformand
Yderligere oplysninger:
Mogens Hugo, Bestyrelsesformand, tlf.: +45 3315 0451.
Nicolai Bro Jöhncke, Head of Corporate Communications, tlf.: +45 3315 0451.
________________________________________________________________________________
DAMPSKIBSSELSKABET NORDEN A/S, STRANDVEJEN 52, 2900 HELLERUP, CVR-NR. 67758919