NORDEN etablerer program for betingede aktier i 2025

Report this content

I overensstemmelse med den vedtagne vederlagspolitik har NORDEN besluttet at etablere et program for betingede aktier i 2025, som til dels er i lighed med programmet for 2024, og til dels introducerer et yderligere program for en bredere kreds af medarbejdere.

 

Det overordnede formål med programmerne er at sikre fælles interesse med aktionærerne og belønne langvarig og dedikeret arbejdsindsats, der skønnes værdiskabende for NORDEN.

 

Som i 2024 vil betingede aktier blive tildelt vederlagsfrit og forblive betingede under en modningsperiode på 3 år. Disse betingede aktier vil blive tildelt Senior Management, en kernegruppe af ledere og specialister og visse andre medarbejdere.

 

I tillæg til ovenstående vil der i 2025, blive tildelt betingede aktier til udvalgte medarbejdere som en del af deres bonus.  Således vil det, der tidligere var kontante bonustildelinger blive helt eller delvist konverteret til betingede aktier.

 

For begge programmer gælder, at de betingede aktier tildeles vederlagsfrit og forbliver betingede under en samlet modningsperiode på 3 år, så de modnes med en tredjedel årligt. De omfattede medarbejdere modtager efter modningsperioden 1 NORDEN-aktie til en nominel værdi à DKK 1 for hver betingede aktie.

 

Programmerne forventes dækket med egne aktier. Det samlede antal aktier, der tildeles under programmet, er 213.483 og den samlede værdi af aktieprogrammet er USD 6.457.020 (DKK 46.899.271) baseret på den gennemsnitlige handelskurs for NORDEN-aktien den 16. januar 2025, som var DKK 219,6943.

 

Beslutning om tildeling af betingede aktier træffes på årlig basis af bestyrelsen. Udover at være ansat i NORDEN på tildelingstidspunktet, er der ingen betingelser tilknyttet. Tildeling af betingede aktier et år er ikke ensbetydende med ret til at modtage betingede aktier i følgende år. Såfremt en medarbejder opsiger sin stilling i løbet af modningsperioden, bortfalder de betingede aktier.

 

 

Med venlig hilsen

Dampskibsselskabet NORDEN A/S

 

 

Klaus Nyborg
Bestyrelsesformand

 

 

Yderligere oplysninger: Therese Möllevinge, Head of Investor Relations, tlf.: +45 32 73 06 86, e-mail: thm@norden.com