NORDEN iværksætter aktietilbagekøb på op til USD 30 mio. (DKK 170 mio.)

Report this content

Nedenstående er vedhæftet som PDF-fil.

Dampskibsselskabet NORDEN A/S

_______________________________________________________________________________

Meddelelse nr. 7

5. april 2013

 

 

NORDEN iværksætter aktietilbagekøb på op til USD 30 mio. (DKK 170 mio.)

Som annonceret i forbindelse med årsrapporten for 2012 har bestyrelsen besluttet at gennemføre tilbagekøb af aktier for op til samlet USD 30 mio. (ca. DKK 170 mio).

NORDEN skal hermed oplyse, at første fase af aktietilbagekøbet nu iværksættes på nedenstående vilkår.

Første fase af aktietilbagekøbsprogrammet vil have en værdi på op til DKK 20 mio. og ventes at løbe frem til 14. maj 2013. De efterfølgende faser, som kan bringe det samlede aktietilbagekøb op på i alt USD 30 mio., ventes besluttet og annonceret i forbindelse med offentliggørelse af Selskabets kvartalsrapporter.

Tilbagekøbsprogrammet iværksættes i medfør af bestyrelsens bemyndigelse til at lade NORDEN erhverve egne aktier med en pålydende værdi på indtil 10% af aktiekapitalen til den på købstidspunktet gældende børskurs med en afvigelse på indtil 10%. Det er en betingelse for den fulde gennemførelse af aktietilbagekøbsprogrammet, at denne bemyndigelse fornyes af aktionærerne på generalforsamlingen 24. april 2013.

Programmet struktureres i overensstemmelse med Kommissionens Forordning nr. 2273/2003 (”Safe Harbor”-metoden), som sikrer, at Selskabet er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivningen under tilbagekøbet.

Der gælder følgende vilkår for programmet:

  • Formålet med tilbagekøbet er at nedsætte NORDENs aktiekapital samt opfylde forpligtelser som følge af NORDENs incitamentsprogram.
  • NORDEN har indgået aftale med Danske Bank om at agere som lead manager og forestå køb af aktier på vegne af Selskabet. Danske Bank vil træffe alle handelsbeslutninger uafhængigt af, og uden involvering fra, NORDEN.
  • Første fase af aktietilbagekøbsprogrammet løber fra 8. april 2013 til 14. maj 2013, og der vil maksimalt blive tilbagekøbt aktier for en samlet kursværdi på DKK 20 mio. Der kan maksimalt købes 200.000 stk. aktier.
  • NORDEN ejer forud for aktietilbagekøbet 1.720.219 egne aktier, svarende til 4,0% af aktiekapitalen.
  • Aktietilbagekøbet sker med henblik på at foreslå aktierne annulleret på den ordinære generalforsamling i april 2014.
  • Der vil maksimalt på hver børsdag blive købt aktier svarende til 25% af den gennemsnitlige mængde aktier, der er handlet i perioden 1. marts – 31. marts 2013.
  • Der vil ikke under tilbagekøbsprogrammet blive købt aktier til en højere kurs end den højeste af følgende to kurser: i) kursen på den sidste uafhængige handel og ii) det højeste foreliggende uafhængige tilbud på NASDAQ OMX Copenhagen.
  • NORDEN har ret til på ethvert tidspunkt at stoppe tilbagekøbsprogrammet. En beslutning herom vil i givet fald blive offentliggjort via en meddelelse til NASDAQ OMX Copenhagen.
  • Der vil senest hver 7. børsdag blive offentliggjort meddelelser om de aktiekøb, der er foretaget under tilbagekøbsprogrammet.

 

Med venlig hilsen

Dampskibsselskabet NORDEN A/S

 

Carsten Mortensen

Adm. direktør

 

Kontaktperson på tlf. 3315 0451: Michael Tønnes Jørgensen, koncerndirektør & CFO, og Nicolai Bro Jöhncke, Head of Corporate Communications.

_______________________________________________________________________________

Dampskibsselskabet NORDEN A/S

Strandvejen 52

2900 HELLERUP

CVR-nr. 67758919

www.ds-norden.com