NORDEN justerer forventninger til 2008

Report this content
Nedenstående er vedhæftet som PDF-fil.


Dampskibsselskabet NORDEN A/S
_______________________________________________________________________________


OMX Den Nordiske Børs København                               Meddelelse nr. 36
Nikolaj Plads 6                                                 1. oktober 2008
1067 København K


NORDEN justerer forventninger til 2008

Dampskibsselskabet NORDEN A/S ændrer forventningerne til 2008 til et
nettoresultat på USD 800-880 mio. Justeringen skyldes primært septembers
kraftigt faldende fragtrater i tørlast, bl.a. som følge af den finansielle
krise og i mindre grad negative dagsværdiguleringer af sikringsinstrumenter
(IAS 39). Resultaterne i tank er derimod fortsat bedre end ventet, og
forventningerne til tank opjusteres. 

Samtidig har NORDEN øget afdækningen for 2009, så den nu udgør 65% i tørlast
under eet og næsten 100% i de to segmenter, der er hårdest ramt af den aktuelle
markedsuro. Afdækningen er sket til rater, der ligger væsentligt over de
aktuelle spotrater. 

De ændrede forventninger til 2008 skal holdes op mod, at NORDEN den 20. august
i halvårsrapporten ventede et nettoresultat på USD 950-1.030 mio. NORDEN havde
på det tidspunkt 4.259 åbne skibsdage i tørlast i resten af 2008, hvor den
forventede dagsindsejling er reduceret med USD 30-35.000 i forhold til august.
NORDEN har nedbragt antallet af åbne skibsdage i tørlast til nu ca. 1.600 i
resten af 2008. 

Modsat hæves forventningerne til Tankafdelingens EBITDA med ca. USD 15 mio., da
afdelingen bliver ved med at drage fordel af et overraskende stærkt marked. 

Forventningerne til avancer ved skibssalg er uændrede i begge segmenter.

Dagsværdiregulering af visse sikringsinstrumenter (IAS 39) ventes at belaste
nettoresultatet med USD -10 mio., mens forventningen før var et positivt bidrag
på USD 30 mio. Udsvinget på USD 40 mio. skyldes især ændrede bunkerspriser. 

Det forventede nettoresultat på USD 800-880 mio. mod USD 703 mio. sidste år er
tilfredsstillende i lyset af de vanskelige markedsforhold i tørlast. En
forventet egenkapital på USD 1,8 mia., forventede likvide positioner på USD
7-800 mio. ultimo året samt indtægter fra allerede indgået afdækning giver
NORDEN en væsentlig finansiel styrke til både at modstå fluktuationer i
verdensøkonomien, men samtidig udnytte de muligheder, der opstår. 

Ny guidance pr. 1. oktober (USD mio.):

                             Tørlast    Tank    Total
EBITDA                       500-570    60-70   540-620
Avancer fra skibssalg        233        36      269
EBIT                         705-775    90-100  775-855
Dagsværdiregulering af
visse sikringsinstrumenter   -10        0       -10
Nettoresultat                                   800-880

Tidligere guidance pr. 20. august (USD mio.):

                             Tørlast    Tank    Total
EBITDA                       625-695    45-55   650-730
Avancer fra skibssalg        233        36      269
EBIT                         840-910    75-85   895-975
Dagsværdiregulering af
visse sikringsinstrumenter   30         0       30
Nettoresultat                                   950-1.030

Fremtidig afdækning og kapacitet

NORDEN har den seneste tid indgået en række kontrakter i tørlast for 2009 og
fremover på niveauer, der ligger væsentligt over de aktuelle spotrater.
Afdækningen af den kendte kapacitet i tørlast i 2009 er derved øget til 65% mod
53% i august. Afdækningen er tæt på 100% i de to segmenter, der er hårdest ramt
af markedsuroen, nemlig Capesize og Panamax. I de mindre volatile segmenter
Handymax og Handysize er afdækningen lavere, men gennemsnitlige omkostninger på
kun USD 13-16.000 pr. åben skibsdag i de segmenter gør indtjeningen ganske
robust. 

Antallet af kendte skibsdage i tørlast udgør ca. 32.000 i 2009.


                                 Med venlig hilsen
                         Dampskibsselskabet NORDEN A/S

                               Carsten Mortensen
                                 Adm. direktør


Kontaktperson på tlf. 3315 0451: Adm. direktør Carsten Mortensen.


_______________________________________________________________________________

                         Dampskibsselskabet NORDEN A/S
                                Strandvejen 52
                                2900 HELLERUP
                              www.ds-norden.com