NORDEN kontraherer 4 ECO produkttankskibe
Nedenstående er vedhæftet som PDF-fil.
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
_______________________________________________________________________________
Meddelelse nr. 27
31. maj 2011
NORDEN kontraherer 4 ECO produkttankskibe
Rederiet overtager nybygningskontrakter ved koreanske STX og optimerer skibene
NORDEN har bestilt 4 MR produkttankskibe ved det koreanske værft STX Offshore & Shipbuilding Co., Ltd. Skibene med en lasteevne på 49.600 tdw. leveres efter planen i 1. og 2. kvartal 2013. NORDEN har option på yderligere 2 skibe fra værftet.
Skibene udstyres med en elektronisk hovedmotor samt andet udstyr og systemer, som samlet ventes at forbedre skibenes brændstofeffektivitet med godt 15% og reducere CO2-emissionerne tilsvarende. Forbedringerne vil betyde, at skibene ved almindelig fart forbrænder 4 tons mindre brændstof om dagen. I forhold til NORDENs seneste nykontraheringer fra 2007 er der tale om en 25% reduktion af brændstofforbrug og CO2-emissioner.
Kontraheringen er et led i NORDENs strategi om at udvide flåden af egne produkttankskibe ved at købe eller kontrahere kvalitetsskibe til fordelagtige priser. Investeringerne ventes at give attraktive afkast i takt med, at fragtrater og aktivpriser normaliseres, ligesom en større egenflåde giver stordriftsfordele og gør det lettere for NORDEN at opfylde olieselskabernes skærpede krav til kvalitet og sikkerhed på skibene.
NORDEN har indtil nu især afsøgt markedet for moderne brugt tonnage og har det seneste halvandet år købt 6 produkttankskibe. Men markedspriserne på secondhand-produkttankskibe er nu nået op på niveauer, hvor NORDEN vurderer, at der kan indgås mere fordelagtige aftaler ved at gå ind og overtage misligholdte nybygningsaftaler ved værfterne og forbedre de planlagte nybygninger, så de bliver mere brændstofeffektive og miljørigtige. Det er den model, NORDEN har anvendt i forhandlingerne med STX.
NORDEN har også lagt til grund, at skibe fra STX er af høj kvalitet og derfor ventes at blive attraktivt prissat i secondhand-markedet. Desuden er leveringstidspunktet attraktivt, fordi NORDEN frem til 2013 venter en forbedring af rater og aktivpriser i produkttankmarkedet. De nye skibe ventes at bidrage positivt til NORDENs primære driftsindtjening (EBIT) ved dagsrater på USD 12.000.
De 4 nye skibe vil bringe NORDENs ejede flåde op på 21 produkttankskibe, hvoraf de 16 er leveret. Samlet opererer NORDEN p.t. 40 produkttankskibe og ca. 170 tørlastskibe.
De væsentligste forbedringer på de 4 nye skibe er: Elektronisk B&W 6S50ME-C8.2 hovedmotor, Mewis Duct, turbolader med variabel geometri, NPT propeller, frekvensstyrede pumper i maskinrummet, avanceret Silyl Acrulat baseret bundmaling, forbedret isolation, GreenSteam trimoptimering, CASPER, etc.
Med venlig hilsen
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Carsten Mortensen
Adm. direktør
Kontaktpersoner på tlf. 3315 0451: Senior Vice President Martin Badsted eller Vice President Hans Bøving.
_______________________________________________________________________________
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Strandvejen 52
2900 HELLERUP
CVR-nr. 67758919
www.ds-norden.com