NORDEN OPJUSTERER FORVENTNINGERNE TIL ÅRETS RESULTAT
MEDDELELSE NR. 71 - 29. JUNI 2021
Som følge af fortsatte stigninger i tørlastmarkedsrater såvel som en stærk udvikling i forretningsenheden Dry Operator, opjusterer NORDEN sine forventninger til det justerede årsresultat for 2021 til USD 140-200 mio. (ca. DKK 870-1.250 mio.) mod tidligere USD 110-160 mio. De nye forventninger er baseret på fortsatte stigninger i fremtidige fragtrater for 3. kvartal og 4. kvartal i tørlastmarkedet, hvilket har øget raterne på Supramax og Panamax skibstyperne med ca. USD 10.000 pr. dag siden slutningen af maj, og med ca. USD 2.750 pr. dag i løbet af den seneste uge.
Det udvidede interval afspejler, at forventningerne er baseret på en i øjeblikket større position opbygget i et tørlastmarked med usædvanlig høj volatilitet, og som hovedsageligt er baseret på ikke-realiseret fremtidig indtjening.
”Med betydelige ratestigninger oplevet i løbet af de foregående uger og især de seneste dage, fortsætter den forventede fremtidige indtjening med at stige på baggrund af Dry Operators lange position (flere skibe end laster). Den operationelle udvikling i vores Dry Operator forretningsenhed gør det muligt for os fortsat at udnytte markedsvolatiliteten såvel som den daglige skibsdrift”, udtaler NORDENs CEO, Jan Rindbo.
I forhold til indtjening udvikler NORDENs to øvrige forretningsenheder, Asset Management og Tanker Operator, sig på linje med tidligere udmeldte forventninger. Dog stiger Asset Managements porteføljeværdi fortsat i takt med højere tørlastværdier og højere fremtidige tørlastrater.
Med venlig hilsen,
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Jan Rindbo
Adm. direktør
Yderligere oplysninger:
Thomas France, Investor Communications Partner, tlf.: +45 3273 0629, e-mail: tfr@norden.com
Om NORDEN
NORDEN blev grundlagt i 1871 og er et af de ældste internationalt arbejdende rederier. Selskabet er aktivt i hele verden indenfor tørlast og produkttankere og genererer indtjening til investorer fra operatøraktiviteter, der er ledende på sit felt, i en højt specialiseret organisation baseret på en cyklisk dækning af tørlast- og produkttankermarkederne. Med 11 kontorer fordelt på 6 kontinenter er NORDEN en integreret del af den globale handel og leverer under overholdelse af alle regler pålidelige og sikre transportløsninger til kunder over hele verden. Se mere på Selskabets hjemmeside: www.norden.com