NORDEN opnår resultat på USD 150 millioner og udbetaler ekstraordinært udbytte til aktionærer
MEDDELELSE NR. 109 - 3. MAJ 2023
I 1. kvartal 2023 opnåede NORDEN et resultat på USD 150 mio. (ca. DKK 1 mia.). Cash flow fra driftsaktiviteter beløber sig til USD 146 mio. (ca. DKK 1 mia.). Forrentning af egenkapitalen på 40% ved udgangen af 1. kvartal.
NORDEN CEO, Jan Rindbo, kommenterer:
”NORDEN opnåede et resultat på USD 150 millioner i første kvartal og en forrentning af egenkapitalen på 40%. Vores asset-light fragtservice og høje afdækning sikrer en stabil indtjening i volatile spotmarkeder. I løbet af kvartalet har vi også sikret betydelige salgsgevinster fra salg af skibe, og har samtidig udvidet vores portefølje til at omfatte alle segmenter i tørlast med købet af Capesize-skibe. Som følge af en stærk start på året udbetaler NORDEN en ekstraordinær dividende på 15 kroner pr. aktie med fortsat fokus på at skabe værdi for vores aktionærer.”
Bestyrelsen har vurderet selskabets kapitalstruktur og besluttet at udlodde ekstraordinært udbytte jf.
selskabets vedtægter § 16. Der vil blive udloddet et ekstraordinært udbytte på DKK 15 pr. aktie á DKK 1
svarende til i alt DKK 510.000.000 (ca. USD 75 mio.) som en del af NORDENs udbyttepolitik om
at returnere minimum 50% af årets overskud.
Udbetaling sker via VP Securities på baggrund af de aktiebeholdninger, der er registreret i VP Securities
den 8. maj 2023 efter afslutning af handelen på Nasdaq Copenhagen. Aktier i DS NORDEN, der
handles via Nasdaq Copenhagens systemer til og med handelsdagen 3. maj 2023, vil således være
handlet inklusive retten til det ekstraordinære udbytte. Aktier handlet via Nasdaq Copenhagens systemer
fra og med handelsdagen 4. maj 2023 vil være handlet eksklusive retten til det ekstraordinære
udbytte. Udbyttet forventes at være til disposition på aktionærernes konti 9. maj 2023.
Med venlig hilsen,
Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Klaus Nyborg
Bestyrelsesformand
Yderligere oplysninger:
Thomas France, Investor Communications Partner, tlf.:+45 3315 0451