NEW YORK PHILHARMONIC - THE NIELSEN PROJECT

Report this content

New York Philharmonic og Alan Gilbert fortsætter The Nielsen Project – Philharmonics roste fortolkning af den danske komponist Carl Nielsens (1865-1931) seks symfonier over flere sæsoner - med opførelsen af Nielsens ouverture til Maskarade, den 5. og 6. symfoni, Sinfonia semplice, samt med udgivelse nummer to i Philharmonics række af indspilninger af Nielsens samlede symfonier og koncerter. Denne sæson, som falder sammen med Nielsens 150-års fødselsdag, markerer afslutningen på The Nielsen Project.

Alan Gilbert vil dirigere New York Philharmonic-orkesteret i opførelsen af Nielsens ouverture til Maskarade, 5. og 6. symfoni, Sinfonia semplice, hvor sidstnævnte opføres for første gang af orkesteret. Værkerne opføres hhv. onsdag den 1. oktober kl. 19:30,  torsdag den 2. oktober kl. 19:30 og fredag den 3. oktober kl. 14:00. Symfonierne optages og vil senere blive udgivet af det danske pladeselskab Dacapo.

"New York Philharmonic har den perfekte lyd og den perfekte tilgang til Nielsens musik", udtalte Gilbert. "Den 5. symfoni, som er et ubestrideligt mesterværk, er ikke blevet spillet af New York Philharmonic i 11 år, og den 6. symfoni har orkesteret utroligt nok aldrig tidligere opført. De to symfonier er tonale, romantiske, ekspressive, spændende og levende."

Den anden indspilning i The Nielsen Project - med Alan Gilbert og New York Philharmonics opførelser fra marts 2014 af Nielsens 1. og 4. symfoni, Det uudslukkelige - udgivet den 9. september 2014 i USA af det danske pladesselskab Dacapo og distribueres af Naxos. Indspilningen kan forudbestilles nu på Amazon.com og vil fra den 2. september 2014 kunne downloades eller streames fra iTunes, Spotify og andre digitale streaming- og downloadtjenester. Indspilningen vil blive udgivet uden for USA den 1. oktober 2014. Besøg siden official.fm for at streame hele albummet. Hvis du ønsker at downloade albummet, skal du sende en anmodning pr. e-mail til rbisha@naxosusa.com.

Alan Gilbert og Philharmonic-orkesteret vil præsentere The Nielsen Projects sidste program den 8.-10. januar og den 13. januar 2015, hvor førsteklarinettisten Anthony McGill opfører Nielsens klarinetkoncert i anledning af sin debut i Philharmonic-orkesteret.

The Nielsen Project vil, når det er færdigt, bestå af fire indspilninger, som udgives af Dacapo og distribueres af Naxos. Indspilningerne vil blive udgivet i én samlet udgivelse i anledning af komponistens 150-års fødselsdag den 9. juni 2015. Den første indspilning, som omfatter Nielsens 2. symfoni, De fire temperamenter, og den 3. symfoni, Sinfonia espansiva, dirigeret af Alan Gilbert med barytonen Joshua Hopkins og sopranen Erin Morley, blev udgivet i september 2012 og blev efterfølgende kåret af The New York Times som en af de bedste klassiske musikudgivelser i 2012. Det er første gang, New York Philharmonic indspiller Nielsens samlede symfonier og koncerter. Du kan få flere oplysninger om The Nielsen Project på nyphil.org/nielsen.

Alan Gilbert, en stor beundrer af den danske komponist, søsatte The Nielsen Project i sæsonen 2010-11. Leonard Bernstein, æresdirigent ved Philharmonic, er kendt som fortaler for Nielsens musik. Bernstein er den eneste Philharmonic-dirigent nogensinde før Alan Gilbert, der har indspillet Nielsens musik med orkesteret.

Relaterede arrangementer

  • Pre-Concert Insights (indblik forud for koncerten)

Komponisten Daniel Felsenfeld vil introducere programmet den 1.-3. oktober. Pre-Concert Insights koster 7 USD. Der gives rabat til studerende og grupper, og hvis der bestilles billetter til flere arrangementer. Arrangementet afholdes en time før koncerten i Helen Hull Room, medmindre andet er angivet. Der kan maksimalt være 90 deltagere. Flere oplysninger: nyphil.org/preconcert eller tlf. (212) 875-5656.

  • Radiotransmission i USA og internationalt

Programmet den. 1.-3. oktober vil blive sendt over radioen den 2. november 2014* i radioudsendelsen The New York Philharmonic This Week, som er en serie af radiokoncerter, der sendes ugentligt via WFMT Radio Network til mere end 300 stationer i USA og til mere end 122 internationale udbydere. Programmet sendes lokalt i New York-området på 105.9 FM WQXR torsdage kl. 20:00, og udsendelsen vil også være tilgængelig på Philharmonics hjemmeside nyphil.org.

Serien, der strækker sig over 52 uger og har skuespilleren Alec Baldwin som vært, modtager generøs økonomisk støtte fra fondene The Kaplen Brothers Fund, Audrey Love Charitable Foundation, National Endowment for the Arts og af Philharmonics forretningspartner MetLife Foundation.

*Se din lokale oversigt over radioprogrammer for oplysninger om udsendelsen, da der kan forekomme ændringer.

Kunstnere
Musikdirigent Alan Gilbert blev ansat ved New York Philharmonic i september 2009 som den først indfødte New Yorker i stillingen. Sammen med Philharmonic indførte han stillingerne som The Marie-Josée Kravis Composer-in-Residence, The Mary and James G. Wallach Artist-in-Residence og Artist-in-Association, og ligeledes den nymusikalske serie CONTACT!,  og musikprogrammet NY PHIL BIENNIAL, der blev indledt i foråret 2014, og som går på opdagelse i nutidens musik komponeret af en række samtidige og moderne komponister. Som ugebladet New York skrev: "Philharmonic-orkesteret og dets dirigent Alan Gilbert har omdannet sig selv til en kraft i konstant bevægelse:"

I sæsonen 2014-15 opfører Alan Gilbert USA-premieren på Unsuk Chins klarinetkoncert, en fællesopgave med Philharmonic, Mahlers 1. symfoni, La Dolce Vita: The Music of Italian Cinema, Verdis Requiem, en iscenesættelse af Honeggers Joan of Arc at the Stake med den Oscar-vindende Marion Cotillard, World Premieres, et CONTACT!-program samt Yo-Yo Ma med Silk Road Ensemble. Han afslutter The Nielsen Project - det flerårige projekt med opførelse og indspilning af den danske komponists symfonier og koncerter, hvoraf den første udgivelse af The New York Times blev kåret som en af de bedste klassiske musikudgivelser i 2012 - og vil stå i spidsen for tournéen EUROPE / SPRING 2015. Forrige sæsons højdepunkter omfattede bl.a. åbningsudgaven af NY PHIL BIENNIAL, opførelsen af Mozarts sidste tre symfonier, opførelsen af musikken fra filmen Rumrejsen år 2001 (mens filmen blev vist), iscenesættelsen af Sondheims Sweeney Todd med Bryn Terfel og Emma Thompson, samt tournéen ASIA / WINTER 2014.

Gilbert er Director of Conducting and Orchestral Studies og er professor ved William Schuman-lærestolen for musikstudier ved The Juilliard School. Som æresdirigent ved Stockholms Kgl. Filharmoniske Orkester og førstegæstedirigent ved NDR-symfoniorkesteret i Hamborg dirigerer han jævnligt førende orkestre over hele verden. Han debutterede ved den roste Metropolitan Opera i 2008 med opførelsen af John Adams' Doctor Atomic, hvor DVD-udgivelsen herfra modtog en Grammy. Han var desuden dirigent på Renée Flemings seneste Decca-udgivelse, Poèmes, som modtog en Grammy i 2013. Hans indspilninger har fået topkarakter af avisen Chicago Tribune og musikbladet Gramophone. I maj 2010 modtog Gilbert titlen som Honorary Doctor of Music fra The Curtis Institute of Music, og i december 2011 modtog han prisen Ditson Conductor’s Award af Columbia University for sin "ekstraordinære indsats for at opføre værker af amerikanske komponister og for den nutidige musik." I 2014 blev han valgt til The American Academy of Arts & Sciences.

Repertoire
Selvom Carl Nielsen (1865–1931) måske har høstet størst anerkendelse for sine symfonier, er han også kendt for sin Maskarade (1904–06), der i dag betragtes som Danmarks nationalopera. Maskarade, der er Nielsens andet værk inden for genren, er en komedie, baseret på Ludvig Holbergs skuespil fra 1724, hvor man følger Leander og Leonoras historie om kærlighed og identitetsleg, der udspiller sig på en række maskeradeballer i København. Komponisten, der var en stor beundrer af Mozart (hvis 150-års fødselsdag fandt sted samme år, som Maskarade blev færdiggjort), skabte med denne opera et værk, som minder om Figaros bryllup, et værk fuld af højt humør og med en fængslende historie. Ouverturen, der udgør en slags forpremiere på operaens væsentligste melodier, angiver også hele musikstykkets tone, og afspejler hermed operalibrettisten Vilhelm Andersens udforskning af den dionysiske side af komediebegrebet og går uden om enhver mulig tragedie til fordel for korte, vittige og markante numre. Philharmonic-orkesteret opførte første gang ouverturen til Maskarade i 1962, dirigeret af John Canarina. Alan Gilbert dirigerede værket for nylig i juli 2014, da orkesteret spillede på Bravo! Vail-festivalen.

Nielsen blev født ind i en bondefamilie og voksede op til den folkemusik, som hans far, der var landsbyspillemand, spillede. Denne landlige musik skulle vise sig at forme komponistens stil som voksen - klar, upoleret og usentimental. På trods af hans udtrykkelige afvisning af programmusikken har visse af hans symfonier, herunder hans 5. symfoni (1921–22) , visse programmusikalske træk, dog uden at de er konkrete eller billedlige. Nielsen har aldrig kommenteret værket, men den britiske komponist Robert Simpson beskrev det i sin bog Carl Nielsen, Symphonist, hvor han så værket som en reaktion på Første Verdenskrig: "Her har vi en menneskelig konflikt, hvor menneskets progressive og konstruktive instinkter er i krig med andre elementer (også menneskelige), der stiller det over for ligegyldighed og direkte fjendtlighed." Nielsen dirigerede selv værket, da det havde premiere i København den 24. januar 1922. New York Philharmonics førsteopførelse af værket fandt sted på Carnegie Hall i 1962 og blev dirigeret af Leonard Bernstein. Osmo Vanska dirigerede de seneste opførelser i oktober 2003.

I sommeren 1924 begyndte Nielsen at arbejde på det, der skulle blive hans sidste orkesterværk, nemlig den 6. symfoni, Sinfonia semplice. Det var hans tanke at skabe noget, der, skrev han, "vil adskille sig fra mine andre symfonier, være mere elskværdig og rund ... men det er umuligt at forudsige, da jeg ikke ved, hvilke strømme jeg måtte løbe ind i under min sejlads." Han arbejdede på symfonien gennem et helt år, da han også tog pauser for at arbejde på andre projekter undervejs. Han færdiggjorde den endeligt i december 1925, hvor den blev uropført af Det Kongelige Kapel. Værket, der er komponeret i en anden stil end hans andre værker, fik en blandet modtagelse af anmelderne, og det er fortsat det mindst opførte værk af de seks symfonier. Visse eksperter har anført, at værket kan være delvist selvbiografisk. Nielsen, der var glad for, at den 5. symfoni var blevet så godt modtaget, fik uheldigvis også en række hjerteanfald, som i sidste ende kan have påvirket ham i retning af en mere introspektiv stil i denne simplere Sinfonia semplice.

* * *

Classical 105.9 FM WQXR er New York Philharmonics faste radiokanal.

* * *

Programmerne støttes delvist af offentlige midler fra New York City Department of Cultural Affairs i samarbejde med City Council, National Endowment for the Arts, og New York State Council on the Arts, med støtte fra guvernør Andrew Cuomo og New York State Legislature.

For PR, medier och kommunikation i Skandinavien/Finland kontakt:
Elin Norlin, elin@comvision.se, +46 70-279 86 40 

Om NYC & Company:
NYC & Company er den officielle markedsføring-, turisme- og partnerorganisationen for byen New York, der fokuserer på at maksimere rejser- og turismemuligheder i de fem bydele, bygge økonomisk velstand og sprede det positive billede af New York City på verdensplan. For mere information om hvad du kan gøre og se i New York, kan du besøge nycgo.com.

Tags:

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links

Citater

New York Philharmonic har den perfekte lyd og den perfekte tilgang til Nielsens musik.
Alan Gilbert, musikdirigent
Den 5. symfoni, som er et ubestrideligt mesterværk, er ikke blevet spillet af New York Philharmonic i 11 år, og den 6. symfoni har orkesteret utroligt nok aldrig tidligere opført. De to symfonier er tonale, romantiske, ekspressive, spændende og levende.
Alan Gilbert, musikdirigent