Skyd en grøn film til Odense Filmfestival og Greenpeace

Report this content

Action!

Så trykkes der igen på startknappen til OFF’s store filmkonkurrence PlayOFF – dette år i skønt, grønt samarbejde med Greenpeace.

PlayOFF er for alle, som går rundt med en filmmager i maven, og som kan være produktive og kreative under tidspres. Om man har 100 eller 0 års erfaring med at lave film er lige meget – alle kan være med!

Konceptet er enkelt: Lav en film på tre minutter ud fra et tema og med en rekvisit, som bliver bestemt af OFF og Greenpeace og som først afsløres ved konkurrencens start. Resten bestemmer deltagerne selv. Filmen kan foregå i Bogense eller Buenos Aires, optages med mobiltelefon eller laves som animationsfilm. Kun fantasien sætter grænsen.

Vinderinstruktør får chancen i den store verden

Generalsekretær i Greenpeace, Mads Christensen og OFF’s programchef, filminstruktør Kaspar Munk vælger at præmiere tre film.

Vinderfilmen vil blive vist til den store prisoverrækkelse OFF Awards 2011 i Odense og på Greenpeace’s hjemmesider.

1. præmie-vinderen vinder en kontrakt på en Greenpeace-kampagnefilm til nettet og en spændende weekend med frivillige fra Greenpeace.

2. og 3. præmien er en spændende weekend med frivillige fra Greenpeace.

PlayOFF spilleregler

  • Filmen skal produceres på 48 timer mellem den 19. og den 21. august 2011.
  • Filmens længde er max. 3 minutter.
  • Filmen skal have et fastlagt tema og der skal indgå en bestemt rekvisit, som først afsløres ved konkurrencens start.

PlayOFF starter fredag den 19. august 2011 kl. 12.00 og varer indtil søndag den 21. august kl. 12.00.

Tilmelding

Tilmelding sker på www.filmfestival.dk/playoff, hvor man også kan finde mere info om konkurrencen.

Tilmelding skal ske senest søndag den 14. august 2011.

For yderligere info kontakt leder af Odense Filmfestival Ann-Britt Nørgaard på mail arnoe@odense.dk eller telefon 6551 2821.