Odenses ældre får træning som hjælp
Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune har besluttet, at nye modtagere af hjemmehjælp fremover skal tilbydes træning som hjælp. Målet er at øge livskvaliteten ved at hjælpe den enkelte til at fortsætte et liv på egne præmisser.
Når hr. Hansen i 2012 kontakter Odense Kommune for at få hjælp til fx at komme ud af sengen om morgenen, på toilettet i løbet af dagen eller til at svinge støvsugeren, vil han i første omgang få tilbudt at blive trænet op til helt eller delvist at kunne klare det selv.
Odense Kommune har siden den 1. september 2010 forsøgsvis tilbudt træning som hjælp til nye modtagere af hjemmehjælp i fire hjemmeplejegrupper. En måling blandt de første 25 borgere viser, at flere er blevet enten helt eller delvist selvhjulpne efter træningen.
- De fleste vil gerne kunne klare sig selv, derfor viser vores og andre kommuners erfaringer også, at borgerne bliver glade, når vi går ind og hjælper dem til at kunne klare mere selv, fortæller rådmand Jane Jegind (V) og fortsætter:
- Samtidig frigiver det ressourcer, så vi kan blive ved med at tage os af de borgere, der ikke kan trænes til at klare mere selv. Og det er rigtig vigtigt, når vi ser på de udfordringer, vi står overfor, hvor vi ved, at der kommer flere ældre og færre ind på arbejdsmarkedet.
Borgeren er den centrale samarbejdspartner
Træning som hjælp bygger på den rehabiliterende tankegang, som i sin enkelthed handler om at hjælpe borgeren til at genvinde sine kræfter ved at støtte den enkelte i at nå sine egne mål.
I hjemmeplejen i Odense betyder det konkret, at nye modtagere af hjemmehjælp får tilbudt et tværfagligt møde i eget hjem. På mødet, hvor borgeren også opfordres til at invitere pårørende med, deltager alle relevante fagpersoner, fx sosu-medarbejder, sygeplejerske, terapeut og visitator. Her bliver borgerens mål for indsatsen nedfældet i en fælles handleplan, hvorefter træningen begynder. Det er ikke træning som i fitnesscentret, men træning i hverdagsaktiviteter som fx at hænge vasketøj op, gå på toilettet eller svinge støvsugeren.
- Den faglige koordinering og fælles handleplan er helt afgørende for, at indsatsen lykkes, fortæller projektleder Rikke Rytter.
Fremtidens hjemmehjælp
Det er Odense Kommunes mål, at alle nye modtagere af hjemmehjælp i fremtiden skal tilbydes træning som hjælp. Det sker dog ikke fra den ene dag til den anden. Først skal personalet undervises i den rehabiliterende tankegang. Derfor er forventningen, at tilbudet først kommer til at omfatte alle nye hjemmeplejemodtagere fra 1. januar 2012.
Yderligere oplysninger
Rådmand Jane Jegind (V), 20 91 10 31
Projektleder Rikke Rytter Lindegaard, 30 12 93 94