Aftale om konstruktion af solcellepaneler i betalingsanlægget på plads
Solcelleanlæg til 2 millioner DKK skal producere energi på Øresundsbron.
Det blev SolarFuture, sammen med samarbejdspartneren Solarpark DK, der fik opgaven med at bygge solcellepaneler i betalingsanlægget ved Øresundsbron. Aftalen mellem Øresundsbro Konsortiet og SolarFuture har en værdi på 2 millioner DKK, og omfatter konstruktionen af 1.500 m2 solceller, svarende til 250kW eller solenergi til 45 parcelhuse. Der er også mulighed for at udbygge med yderligere 2.700 m2, svarende til 450kW, til totalt 700kW. Projektet sker i samarbejde med SVEDAB, som ejer området, hvor anlægget kommer til at stå.
Det første anlæg vil stå for at producere cirka 4 procent af det elforbrug, som Øresundsbron skal bruge. Det betyder en mindskning af udslip på 85 ton CO2, samt en økonomisk besparelse på 200.000 DKK om året. Med tiden håber konsortiet at kunne producere op til 10 procent af elforbruget via solceller.
- Vi har næsten halveret elforbruget siden forbindelsen åbnede. Det arbejde fortsætter vi med, og vi ville se, om der var mulighed for at producere miljøvenligt og lokalt. Nu glæder vi os til snart at kunne producere solenergi selv, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør ved Øresundsbro Konsortiet.
Solcellepanelerne skal placeres mellem den nordlige og sydlige side af betalingsanlægget, og ligge mindst 3 meter fra kørebanen, bag rækværk og vejbelysning. Det vil sige tæt på både motorvej og jernbane. Det kræver forståelse for de helt særlige sikkerheds- og miljøkrav, som eksisterer på området, hvilket også var en stor del af grundlaget for opgaven.
- Det er glædeligt at kunne tage del i Øresundsbroens grønne omstilling og vi ser frem til et godt samarbejde med konsortiet, siger Mads Christensen, direktør og partner, SolarFuture.
Rammeaftalen løber i 3 år.
Illustration over solpanelernes placering ved Øresundsbron betalingsanlæg:
https://www.skyfish.com/sh/7c3dc9fc9e69c1344cd8536f4aef7a4f75f67a8c/39bf0525/935024/30340827
Yderligere information
Bengt Hergart, tlf.+45 33 41 60 00 eller bht@oresundsbron.com
Mads Christensen, Direktør og Partner, SolarFuture, tlf. +45 51 18 53 20 eller mc@solarfuture.dk
Øresundsbrons pressevagt 33 41 61 16.
Få nyheder fra broen på twitter @oresundsbron og i nyhedsbrevet Fokus Øresund.
Øresundsbron er den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige. Den er 16 kilometer lang og består af en bro, en tunnel og den kunstige ø Peberholm.
Hver dag kører 21.000 køretøjer over Øresundsbron.
Øresundsbron drives af Øresundsbro Konsortiet.