Nyt på Peberholm: Lyskrævende planter finder vej tilbage, og to fuglearter yngler for første gang
Årets opgørelser på Peberholm byder på nygamle fund af både planter og fugle, der tidligere har forladt øen – og ikke har været observeret i flere år før nu.
Sidste års rydning af buske og træer på Peberholm har dermed bidraget til Øresundsbro Konsortiets mål om at sikre en stærk biodiversitet på øen.
– Viber, store præstekraver og måger har været tæt på at forsvinde på grund af tættere vegetation. Men efter sidste års rydning af buske og træer kan vi se, at de har etableret sig mere på øen og bliver dér, siger Hans Ohrt, miljøkonsulent på Øresundsbron.
Peberholm blev etableret i slutningen af 1990'erne – som en del af Øresundsforbindelsen – og naturen udviklede sig uden menneskelig indblanding. Der er observeret hundredvis af interessante og delvist sjældne fugle- og plantearter på Peberholm gennem årene. Men på det seneste har opgørelserne vist et fald blandt nogle arter.
Siden foråret 2021 er der derfor blevet foretaget naturplejende rydning af buske og træer på ti af øens 130 hektar, så man fortsat kan tiltrække fugle og planter, der trives bedre i åbne og lyse områder. Resten af Peberholm skal blive ved med at passe sig selv som hidtil. Et år efter rydningen viser opgørelserne således en positiv effekt, primært for fuglelivet, hvilket var hovedformålet med naturplejeindsatsen.
– Når vegetationen bliver mindre tæt, trives lyskrævende planter bedre, blandt andet kødfarvet gøgeurt, som har spredt sig til flere steder i det seneste år. Majgøgeurt er en helt ny orkidéart på øen, og flere planter, der har været væk i flere år, har endelig fundet vej tilbage til øen, siger Hans Ohrt.
Fiskehejren har etableret en koloni på øens sydside og ynglede der for første gang i år. Skeanden har også fået sin første rede på Peberholm. Og iagttagelsen af splitternerne er lidt ekstra interessant i år.
– Sent i yngleperioden blev der observeret en lille bestand af splitterner i det ryddede område på sydsiden af øen. Vi tror, at de begyndte at bygge rede et andet sted og derpå flyttede til Peberholm. At tiltrække ynglende terner er et af hovedmålene for naturplejeindsatsen på øen, siger Hans Ohrt.
Hættemågen og regnspoven har prøvet at yngle igen, men ved den seneste opgørelse i juni var de der ikke længere.
– Hurtig tilgroning betyder, at det anses for nødvendigt løbende at genrydde området, for at sikre en fortsat biologisk mangfoldighed på øen. Det må vi konstatere, da nogle fuglearter allerede har forladt øen, selvom de var vendt tilbage tidligere i år. Vi planlægger derfor en ny forsigtig genrydning allerede til efteråret for at bevare en åben bevoksning på dele af øen, siger Ulla V. Eilersen, sikkerheds- og miljøchef på Øresundsbron.
I juni var der premiere på en såkaldt bioblitz på Peberholm. I løbet af 24 timer opgjorde og dokumenterede ni personer alt fra fugle til planter og insekter.
– Vi er taknemmelige for det store engagement og den viden, som mange mennesker bidrager med. Det hjælper os, når vi skal følge udviklingen på øen, og danner grundlag for løbende at vurdere, hvordan vi bedst tager vare på Peberholm. Men allerede nu står det klart, at hvis naturen fortsat helt skal passe sig selv, er der risiko for, at beskyttelsesværdige arter går tabt, siger Ulla V. Eilersen.
Fakta: Peberholm
- Den kunstige ø Peberholm blev etableret i forbindelse med Øresundsforbindelsen og danner overgang mellem tunnel og bro.
- Peberholm har med stor succes fået lov til at passe sig selv uden indgriben fra mennesker. Det er en vellykket strategi, og der gik kun få år, før det grusede område var fyldt med et imponerende plante- og dyreliv. Der er fundet omkring 600 forskellige planter på Peberholm, og cirka 30 fuglearter yngler på øen. Men på det seneste har de årlige undersøgelser vist en tilbagegang for nogle arter.
- Hvis Øresundsbro Konsortiet fortsat følger strategien med at lade naturen passe sig selv, er der en risiko for, at Peberholm mister noget natur, som bør beskyttes. Konsortiet supplerer derfor den tidligere strategi med naturplejende indsatser på 10 af øens 130 hektar. I forbindelse med Øresundsbrons 20-årsjubilæum blev Peberholms udvikling analyseret, og resultaterne ligger til grund for beslutningen.
- Øresundsbro Konsortiet har fokus på at sikre en stærk biodiversitet og lade det meste af øen fortsætte med at udvikle sig naturligt.