Øresundsbron har fokus på vedligeholdelse, mens trafikken er reduceret
Ny asfalt på broen, nye autoværn på Peberholm og renoverede vægpaneler i tunnelen.
Øresundsbron påbegynder flere vedligeholdelsesprojekter på forbindelsen, mens trafikken er stærkt reduceret på grund af coronapandemien.
I sporet af coronakrisen faldt trafikken på broen med omkring 70 procent i uge 12-16. Siden da har trafikken rettet sig noget, men i uge 22 var der fortsat en reduktion på over 50 procent.
– Med en døgnåben forbindelse er det uundgåeligt at vedligeholde anlægget uden at påvirke trafikken, men nu benytter vi lejligheden til at udføre flere store vedligeholdelsesprojekter for at forbedre og modernisere forbindelsen, fordi trafikken er mindre tæt, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør for Øresundsbro Konsortiet.
Så snart grænsen blev delvist lukket, startede nogle mindre vedligeholdelsesarbejder på forbindelsen. Samtidig begyndte man at planlægge flere større projekter. Opstartstiden er ofte flere uger i forbindelse med projekter, der kræver egne ressourcer, leverandørkontrakter og indkøb af materialer. I juni pågår og afsluttes der flere vedligeholdelsesprojekter.
For nogle uger siden påbegyndte man demonteringen af et slidt betonautoværn, som har stået på Peberholm i over 20 år. Der skal monteres i alt 14,4 km autoværn i stål, og indtil videre er omkring halvdelen på plads.
– Nu får vi et mere trafiksikkert autoværn, der er nemmere og mere omkostningseffektivt at reparere ved skader. Ud over at det giver en ansigtsløftning til Peberholm, har autoværnet i stål en levetid på 35 år i stedet for betonautoværnets 20 år, siger Bengt Hergart.
I denne uge påbegyndes asfalteringen af brodelen i retningen mod Sverige, hvilket indebærer, at projektet begynder ét år tidligere end planlagt. Ved udgangen af juni ventes hele broen at have fået nyt slidlag. Ved udgangen af juni forventes hele broen at være asfalteret. På cirka samme tid pågår en løbende renovering af vægpanelerne i tunnelen, og dette kan udføres mere effektivt og i dagtimerne, når trafikken er begrænset.
Den danske grænsekontrol på Peberholm har på det sidste været årsag til, at der i enkelte tilfælde er opstået lange køer. Dels i forbindelse med hjemrejser under Kristi himmelfartsferien og dels i morgentrafikken i takt med, at flere og flere pendlere vender tilbage til deres arbejdspladser.
Vejarbejdet har ikke forårsaget køerne ved grænsekontrollen og bør heller ikke forårsage dette fremover. Men under arbejdets forløb vil hastigheden blive nedsat på en del af forbindelsen, og der vil være nødvendig vejspærring af en bane.
– Hastigheden nedsættes ved vejarbejde, og der holdes pauser, hvis det af en eller anden grund skulle medføre køer. Når arbejdet er færdigt, har vi en mere moderne og endnu bedre vedligeholdt forbindelse. Indtil da håber vi på kundernes tålmodighed, siger Hergart.
Fakta: Tre vedligeholdelsesprojekter
Nyt autoværn på Peberholm
Periode: Uge 21-25
Indvirkning: En bane lukket – påvirker en retning ad gangen. Nedsat hastighed ved vejarbejde.
Ny asfalt på broen
Periode: Uge 24-26 (retningen mod Sverige uge 24 og retningen mod Danmark uge 25-26)
Indvirkning: En bane lukket – påvirker en retning ad gangen. Nedsat hastighed ved vejarbejde.
Paneler i tunnelen
Periode: Uge 22-25
Indvirkning: En vognbane lukket i en tunnel ad gangen. Nedsat hastighed ved vejarbejde.
Foto: Drago Prvulovic/Øresundsbron. Billeder kan frit bruges i redaktionelle sammenhænge mod kreditering og kan hentes i fuld opløsning via dette link: https://www.skyfish.com/p/oresundsbron
Kontakt John Alexander Sahlin, kommunikationsansvarlig ved Øresundsbro Konsortiet, på +45 33 41 61 15 eller jsa@oresundsbron.com for mere information.
Øresundsbron er den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige. Den er 16 kilometer lang og består af en bro, en tunnel og den kunstige ø Peberholm. Øresundsbron drives af Øresundsbro Konsortiet.