Øresundsbron indgår nyt bureau-samarbejde
I løbet af efteråret har Øresundsbron haft en udbudsrunde med henblik på at finde en fremtidig samarbejdspartner, som kan levere en bred vifte af kommunikationsopgaver. Reklamebureauet Advance vandt sammen med mediebureauet IUM og dialogbureauet Responsive udbuddet.
”Efter fire rigtig gode og succesfulde år med Nord DDB og OMD har vi netop afsluttet et intenst udbudsforløb med fem prækvalificerede bureauer. De leverede alle nogle meget stærke og gennemarbejdede tilbud. Vurderet på tværs af vores valgkriterier leverede Advance, sammen med IUM og Responsive, et sammenhængende og ambitiøst bud på en fremtidig retning på vores kommunikation,” fortæller salg- & markedsdirektør Fredrik Jenfjord, Øresundsbron.
Øresundsbron har de seneste år haft stor succes med at rekruttere nye kunder, og har på nuværende tidspunkt mere end 500.000 BroPas-fritidskunder og 32.000 BroPas Business-kunder.
"Vi har opbygget et rigtig solidt fundament, og ser fortsat et stort potentiale på begge sider af Øresund," fortsætter Fredrik Jenfjord.
Både Advance og IUM har tidligere arbejdet med Øresundsbron, og der er naturligt stor begejstring for resultatet.
”Da vi gik ind i processen, vidste vi godt, at Øresundsbron var glade for det arbejde, Nord DDB og OMD har lavet, så der ville ikke være tale om et fravalg af eksisterende partnere, men derimod et tilvalg af en ny, hvis vi skulle vinde. Efter fire års pause bliver det en fornøjelse at arbejde med Øresundsbron igen. De har ambitiøse målsætninger og den helt rigtige indstilling til samarbejde, så det bliver helt sikkert både udfordrende og sjovt. Samtidig er det en aftale, hvor vi kommer til at arbejde tæt sammen med IUM og Responsive for at skabe en sammenhængende leverance på tværs af medier og platforme”, forklarer Jens Krog fra Advance, som har det overordnede ansvar for aftalen med Øresundsbron.
Steffen Holm fra IUM uddyber: ”Mediemæssigt er det en spændende opgave, hvor samspillet mellem data og analoge samt digitale touchpoints er afgørende for succes. Vores indsatser skal endvidere afspejle de nationale forskelle mellem Danmark og Sverige på tværs af forskellige segmenter og brugerrejser”.
Yderligere information
Advance, CEO Jens Krog, tel: 21 47 69 26
Øresundsbron, salg og markedsdirektør Fredrik Jenfjord, tel: +46 702 875 445
---
Øresundsbron er den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige. Den er 16 kilometer lang og består af en bro, en tunnel og den kunstige ø Peberholm. Hver dag kører 21.000 køretøjer over Øresundsbron. Øresundsbron drives af Øresundsbro Konsortiet.
Fotos af Øresundsbron til redaktionel brug kan hentes via dette link: https://www.skyfish.com/p/oresundsbron/525178