Øresundsbrons digitale tvilling giver mere effektiv vedligeholdelse
Øresundsforbindelsens 16 kilometer er blevet visualiseret for at effektivisere og forenkle vedligeholdelsesarbejdet på den sværttilgængelige og geografisk omfattende infrastruktur. Mere end 43.000 elementer er monteret i Øresundsbrons digitale tvilling – alt fra overvågningskamera og lygtepæle til brønddæksler og nødudgange kan besøges digitalt.
Øresundsforbindelsen er kompleks, fordi den består af mange dele i et stort område – alt fra tunnel og jernbane til pyloner og betalingsanlæg.
– Hver dag har vi god gavn af vores digitale tvilling, som er specielt udviklet til, at vi fra distancen kan besøge anlægget, lave beregninger, tage mål, projektere og planlægge vedligeholdelse af flere tusinde stykker inventar og steder, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør hos Øresundsbron.
3D-værktøjet på Øresundsbron hedder MX360 og bruges, udover i det løbende vedligeholdelsesarbejde, også i forbindelse med uddannelse af personale eller leverandører.
– Vi skal ikke længere begive os ud på anlægget, hver gang vi skal have et overblik eller planlægge et vedligeholdelsesarbejde, men kan gå ind i værktøjet for at se nærmere på for eksempel inventar og manualer. Det er perfekt, når vi skal introducere anlægget for nogen, siger Bengt Hergart.
MX360 er et konkret resultat af Øresundsbro Konsortiets ambition om datadrevet og smart vedligeholdelse, hvilket er udviklet af Afry i samarbejde med konsortiet og WSP. Arbejdet begyndte allerede i 2019, og siden er værktøjet blevet videreudviklet og forfinet, for eksempel i forhold til mængden af inventar, en bedre positionering og nye funktioner.
I dag er der omkring 43.000 stykker inventar og mulighed for at visualisere genstande og steder på blandt andet kort, tegninger og panoramabilleder.
– Mere og mere arbejde på broen starter i værktøjet, som en støtte til mere effektiv vedligeholdelse. Hvis vi skal undersøge en lygtepæl, kan vi zoome ind på detaljer og montage, måle afstande, finde tegninger og bevæge os videre på stedet, siger Rolf Sundqvist, teknikchef hos Øresundsbron.
Vedligeholdelsen på Øresundsbron er blevet mere omkostningseffektiv ved hjælp af den digitale tvilling.
– Vi får en hurtigere proces med leverandører, fordi vi tidligere og nemmere kan vise forholdene i anlægget. Når vi er ude på forbindelsen, hjælper MX360 med at planlægge stoppene ved hjælp af kortfunktionen, så teknikernes arbejdsgang og opgaver på broen optimeres, siger Rolf Sundqvist.
Anlægsafdelingen fremhæver også miljø- og sikkerhedsmæssige effekter.
– Vi reducerer vores klimapåvirkning, fordi vi kan reducere antallet af besøg på forbindelsen. Vi mindsker også vores risikoeksponering, fordi vi ikke bevæger os rundt på anlægget i så stort et omfang, siger Bengt Hergart.
Yderligere information: Kontakt Øresundsbrons presseafdeling på +45 33 41 61 15 eller presse@oresundsbron.com.
Øresundsbron er den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige. Den er 16 kilometer lang og består af en bro, en tunnel og den kunstige ø Peberholm. Øresundsbron drives af Øresundsbro Konsortiet.