Finske Jens Kyllönen vinder 6.5 mill kr. i Skandinaviens største pokerturnering
Med to danskere ved finalebordet var de danske forventninger tårnhøje på sidstedagen af PokerStars.com European Poker Tour i København. Men kun 19-årige finske Jens Kyllönen ville det anderledes og de danske pokerstjerner Rasmus ’Jungleras’ Nielsen og Jonas ’ Tulkaz’ Klausen må tage til takke med en 6. og 8. plads.
Det blev finske Jens Kyllönen, der løb af med sejren ved EPT København. I den afgørende heads up mod svenske Peter Hedlund havde Kyllönen to bønder og Hedlund es og bonde. Begge spillere gik all-in, og da bønderne holdt, var finnen EPT København-mester 2009.
Det var Kyllönens første sejr i en international pokerturnering, og med den absolutte pokerelite samlet blandt de over 462 startende spillere fra flere end 30 lande, er der god grund til at være stolt. "Det er endnu ikke gået op for mig, at jeg har vundet. Det er helt 'unreal'", sagde den finske vinder i minutterne efter sejren. Han bor stadig hjemme hos sine forældre, men det skal der laves om på nu. "Jeg skal bruge en god bid af pengene på en lejlighed i Helsinki City!”, slutter Kyllönen med et smil.
De danske verdensstjerner skuffede
Skønt Rasmus ’Jungleras’ Nielsen og Jonas ’ Tulkaz’ klausen nåede finalebordet blev forhåndsfavoritter som verdensmesteren Peter Eastgate, Gus Hansen og Jesper ’Kipster’ Hougaard slået ud allerede på førstedagen af turneringen. Eneste trøst var den generelt stærke nordiske dominans, der resulterede i at 7 ud af 8 spillere ved finalebordet var nordiske.
Resultatet af finalebordet ved dette års EPT København
1 - Jens Kyllönen, Finland, DKR 6.541.612
2 - Peter Hedlund, Sverige, DKR 3.703.213
3 - Anders Langset, Norge, DKR 2.150.970
4 - Jussi Nevanlinna, Finland, DKR 1.640.944
5 - Petter Petersson, Sverige, DKR 1.352.669
6 - Rasmus Nielsen, Danmark, DKR 1.064.395
7 - Eric Larcheveque, Frankrig, DKR 842.651
8 - Jonas Klausen, Danmark, DKR 598.719
Tags: