Kan danske Peter Eastgate besejre verdenseliten i Skandinaviens største pokerturnering?
Den danske verdensmester Peter 'Isser' Eastgate får kamp til stregen, når verdens bedste pokerspillere den 17. – 21. februar samles på Casino Copenhagen til den skandinaviske afdeling af PokerStars.com European Poker Tour med en samlet præmiesum på 24 mill. kroner.
Igen i år vil et særdeles stærkt felt af spillere som danske Gus Hansen og Jesper ’Kipster’ Hougaard samt tennislegenden Boris Becker, som nu er pro pokerspiller, være klar til kamp om en estimeret førstepræmie på 7 mill. kroner ud af en samlet præmiesum på 24 mill. kroner. Men det absolut varmeste navn til titlen er nok den danske verdensmester Peter Eastgate.
Den danske verdensmester er jaget vildt
Siden Peter Eastgate overvandt alt og alle ved at vinde det uofficielle Poker verdensmesterskab i Las Vegas med en samlet førstepræmie på 53 mill. kroner, har han været den nye stjerne i pokerverdenen. Og på hjemmebane i København vil han være et favoritmål for alle spillere, der gerne vil have en stor skalp at prale om.
- Jeg kan selvfølgelig godt mærke, at folk satser lidt ekstra på at slå mig ud. Men jeg forbereder mig som altid stenhårdt på den slags situationer, så jeg kan være et skridt foran, når de afgørende kort vendes, siger Peter Eastgate.
Nordisk chef for PokerStars.com, Michael Holmberg, ser frem til, at spillet sættes i gang:
- Jeg glæder mig meget til at se de skandinaviske topspillere i aktion. Vi skandinaver er kendt for vores aggressive men gennemtænkte spillestil, så jeg mener, der er rigtig store chancer for at se en dansker, svensker, nordmand eller finne øverst på skamlen.
København er en populær hjemmebane for de danske pokerspillere
København har været et fast stoppested på touren siden 2005, da første sæson af European Poker Tour rullede hen over Europa. I 2006 vandt danske Mads Andersen turneringen med en førstepræmie på 2,5 mill. kroner, og sidste år sad ikke mindre end fire danskere med ved finalebordet, der blev afsluttet med Sørens Jensens flotte andenplads på 3,5 mill. kroner.
Turneringen i København, som spillerne bl.a. har kunne kvalificere sig til gennem såkaldte satellitturneringer på PokerStars.com, rangerer i den øverste halvdel af EPT’en, da både præmiesummen og prestigen har været solidt stigende gennem årene. Eksempelvis var den samlede præmiesum i 2005 på næsten 3 mill. kroner for de 150 deltagere – i år forventes en samlet præmiesum på 24 mill. kroner og 500 deltagere.
Besøg også:
http://www.europeanpokertour.com/copenhagen/copenhagen.html
Tags: