• news.cision.com/
  • PostNord/
  • Delårsrapport januar-juni 2016: Fortsat fokus på harmoniseret tilbud i Norden og omstilling af brevvirksomheden

Delårsrapport januar-juni 2016: Fortsat fokus på harmoniseret tilbud i Norden og omstilling af brevvirksomheden

Report this content
Læse original

APRIL-JUNI 2016

  • Nettoomsætning SEK 9.590 mio. (9.666 mio.).
  • Driftsresultat SEK -270 mio. (503 mio.).
  • Justeret driftsresultat SEK -1 mio. (33 mio.).
  • Poster, der påvirker sammenligneligheden, netto SEK -269 mio. (470 mio.).
  • Periodens resultat SEK -282 mio. (390 mio.). Resultat pr. aktie -0,14 (0,19).
  • Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK 387 mio. (-127 mio.).

JANUAR-JUNI 2016

  • Nettoomsætning SEK 19.228 mio. (19.699 mio.).
  • Driftsresultat SEK 30 mio. (815 mio.).
  • Justeret driftsresultat SEK 299 mio. (345 mio.).
  • Poster, der påvirker sammenligneligheden, netto SEK -269 mio. (470 mio.).
  • Periodens resultat SEK -63 mio. (593 mio.).
  • Resultat pr. aktie 0,03 (0,30).
  • Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK 598 mio. (1.013 mio.).

Kommentar fra Håkan Ericsson, administrerende direktør og koncernchef
Den hurtigt voksende e-handel fortsætter med at være en vigtig drivkraft. Ny postlovgivning i Danmark giver mulighed for en mere effektiv produktion. Med de fortsat faldende brevmængder har realiseringen af vores strategi højeste prioritet.

Nettoomsætningen udgjorde SEK 9.590 mio., et fald, ekskl. erhvervelser og valutaeffekter, på 1% i forhold til samme kvartal sidste år, primært som følge af faldende brevmængder. Koncernens justerede driftsresultat udgjorde i kvartalet SEK -1 mio. (33 mio.) og i første halvår SEK 299 mio. (345 mio.). I de poster, der påvirker sammenligneligheden, på SEK -269 mio. (470 mio.) vedrører SEK -223 mio. poster, der kan henføres til den igangværende afhændelse af Strålfors' aktiviteter uden for Norden. Sidste år blev der rapporteret en kapitalgevinst på SEK 500 mio. som følge af salg af fast ejendom i København. Koncernens rapporterede driftsresultat udgjorde i 2. kvartal SEK -270 mio. (503 mio.) og i første halvår SEK 30 mio. (815 mio.). Det omfattende og nødvendige omstillingsarbejde, som gennemføres i alle lande, har resulteret i lavere driftsomkostninger, men især i Danmark er der brug for yderligere tiltag for at opnå en acceptabel lønsomhed. Vi har under omstillingen desværre haft en del kvalitetsbrist på brevsiden. Stærke tiltag og kontinuerligt fokus har medført, at kvaliteten i kvartalet er tilbage på et højt niveau i Sverige, men i Danmark er der stadig behov for forbedringer.

De samlede brevmængder i koncernen faldt med 8% både i kvartalet og i første halvår, heraf 17% i Danmark og 6% i Sverige. I lyset af de fortsat faldende brevmængder er det positivt, at spørgsmålet om postlovgivningen er kommet i fokus, og at der både i Danmark og Sverige er en bedre forståelse for den omfattende forandring, der sker, og hvordan den påvirker os.

I begyndelsen af maj blev der indgået en bred aftale i Folketinget, som betyder, at de regulatoriske rammer for den danske virksomhed nu er tilpasset til den aktuelle efterspørgsel. Det medfører, at vi kan øge tempoet i omstillingen af virksomheden, og at vi kan tilbyde tjenester, som bedre opfylder kundernes behov. I Sverige har regeringens særlig sagkyndige fremsat et forslag om, at kravet om dag til dag-befordring ændres til todagesbefordring. Det er positivt. Med hensyn til prisloftet foreslås visse ændringer, der er et skridt i den rigtige retning. Siden 1990'erne er portopriserne kun steget begrænset, mens omkostningerne til arbejdskraft er steget med ca. 60%, og brevmængderne er halveret. Det viser, at det er uholdbart at udføre befordringspligten på rimelige økonomiske vilkår med en fastholdelse af prisloftet. En svensk husstand bruger i gennemsnit ca. 160 SEK om året på porto. Den endelige betænkning forventes efter sommeren.

Med stigende satsninger på flerkanalssalg og vækst inden for mobil handel fortsætter e-handlen sin støtte vækst. Vores B2C-mængder voksede i 2. kvartal med 15% i forhold til samme kvartal 2015. Vi har alle forudsætninger for at kunne tilbyde den type kommunikations- og logistiktjenester, som private og virksomheder efterspørger, ikke mindst på e-handelsområdet nu og i fremtiden.

Sammen med kunder og partnere fortsætter vi nu i højt gear med at udvikle og tilbyde flere innovative og praktiske leveringsløsninger, som opfylder modtagerens ønsker om bekvemmelighed og valgfrihed. Et vellykket eksempel på dette er Volvo Cars omtalte digitale tjeneste In-car Delivery, som giver forbrugere mulighed for at få varer købt på nettet leveret direkte i bilens bagagerum af PostNord. Vi udvikler i samarbejde med ICA og Glue fremtidige leveringsmåder til indkøb af mad på nettet. Det indebærer bl.a., at kunden kan få sin mad leveret i hjemmet og pakket ud i køleskabet, selv om han eller hun ikke er hjemme.

Som et led i vores strategi om i højere grad at fokusere på at skabe et harmoniseret nordisk totaltilbud har PostNord Strålfors indgået aftale om at sælge sine datterselskaber i England, Polen og Frankrig. Det betyder, at PostNord Strålfors nu kan koncentrere sig om aktiviteterne i Norden, samtidig med at datterselskaberne får bedre forudsætninger for at udvikle sig under nye ejere.

Jeg glæder mig også over, at PostNord som en af de første virksomheder i verden har fået sit miljømål godkendt af initiativet Science Based Targets. Målet overgik endda kriterierne og er dermed mere end i overensstemmelse med det, som ifølge forskningen er nødvendigt for at holde den globale opvarmning under to grader. At reducere vores udledning er et vigtigt led i vores strategi om at være bæredygtige i alt, hvad vi gør.

Ved yderligere spørgsmål kontakt:
PostNord pressetelefon Danmark, tlf. 33 61 60 01

Vi leverer! PostNord er den førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger til, fra og inden for Norden. Vi sikrer postservice til private og virksomheder i Sverige og Danmark. Med vores ekspertise og et veludviklet distributionsnet skaber vi forudsætningerne for fremtidens kommunikation, e-handel, distribution og logistik i Norden. I 2015 havde koncernen 35.000 medarbejdere og en omsætning på ca. 40 mia. SEK. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedkontor i Solna. Besøg os på www.postnord.com

Kontaktperson: Emma Riblom.PostNord AB (publ) er forpligtet til at offentliggøre disse oplysninger iflg. EU's forordning om markedsmisbrug og svensk lov om værdipapirmarkedet. Oplysningerne blev offentliggjort af nedenstående kontaktperson 12. august 2016 kl. 13.00 (CET).

Abonner