Delårsrapport januar-september 2015: Stadig på rette vej, men i en endnu mere udfordrende omverden
Juli-september 2015
- Nettoomsætning SEK 9.218 mio. (9.535 mio.).
- Justeret driftsresultat SEK 81 mio. (345 mio.).
- Poster, der påvirker sammenligneligheden, netto SEK 48 mio. (0 mio.).
- Driftsresultat SEK 33 mio. (345 mio.).
- Periodens resultat SEK 22 mio. (232 mio.).
- Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK -264 mio. (-271 mio.).
Januar-september 2015
- Nettoomsætning SEK 28.917 mio. (29.350 mio.).
- Justeret driftsresultat SEK 426 mio. (421 mio.).
- Poster, der påvirker sammenligneligheden, netto SEK 422 mio. (0 mio.).
- Driftsresultat SEK 848 mio. (421 mio.).
- Periodens resultat SEK 615 mio. (256 mio.).
- Pengestrømmen fra driftsaktiviteter udgjorde SEK 749 mio. (-620 mio.).
Kommentar fra Håkan Ericsson, administrerende direktør og koncernchef
E-handlen på det nordiske marked vokser markant. Digitaliseringstempoet i Danmark har i kvartalet været rekordhøjt med kraftigt faldende brevmængder til følge. Der kræves fortsat tilpasninger på mange områder for at sikre den langsigtede lønsomhed.
Som følge af den fortsatte digitalisering blev brevmængderne ved med at falde, især i Danmark. Samlet set faldt brevmængderne med 11% i kvartalet, heraf 23% i Danmark og 7% i Sverige. Brevmængderne er i år hidtil faldet med 9%, heraf 18% i Danmark og 6% i Sverige. Det betyder, at nedgangen er accelereret yderligere i Danmark, og nu er kun 18% af A-brevmængderne tilbage i forhold til rekordniveauet i 1999. Det er derfor nødvendigt, at der gennemføres ændringer i postlovgivningen så hurtigt som muligt, og at reglerne bliver så fleksible, at de nødvendige, fremtidige tilpasninger kan foretages ud fra kundernes ændrede behov. Dette er en forudsætning for, at der på længere sigt kan opretholdes en befordringspligtig posttjeneste på rimelige økonomiske vilkår.
Den svenske regering udstedte i august et direktiv om en udredning vedrørende postlovgivning og udpegede en særlig sagkyndig til at gennemgå postlovgivningen. Det er meningen, at den sagkyndige skal afgive betænkning senest 31. maj 2016. Vi hilser denne udredning velkommen. I Danmark har kundernes efterspørgsel medført, at mængderne er flyttet fra A-breve til B-breve, og det betyder, at A-brevet i praksis nærmest er blevet en eksprestjeneste. Der er varslet en markant prisstigning på A-breve for at opnå rimelige økonomiske forudsætninger for denne hurtigere befordringsform.
Koncernens justerede driftsresultat udgjorde i 3. kvartal SEK 81 mio. (345 mio.). Kvartalets resultat er justeret for poster, der påvirker sammenligneligheden, på i alt SEK 48 mio. (0 mio.). Nedgangen i forhold til sidste år skyldes primært kraftigt faldende brevindtægter i Danmark, og at aktiviteten i den norske økonomi er gået tilbage med faldende logistikmængder til følge.
PostNord fortsætter med at tage initiativer som den førende aktør inden for e-handelslogistik. I september arrangerede PostNord E-handelsforum 2015 i Sverige. Et forum, hvor ca. 550 detailhandelskunder, e-handelskunder og leverandører deltog. I forbindelse med temaet forbrugermagt og øget international konkurrence inden for e-handel kan det konstateres, at PostNord er førende inden for viden om den nordiske e-handelsbranche. E-handelssegmentet vokser fortsat markant, og B2C-pakkemængderne steg med 13% i kvartalet.
Efter en omhyggelig vurdering af et eventuelt frasalg af Strålfors har PostNord besluttet at bevare Strålfors i koncernen. Strålfors' digitale og fysiske kommunikationsforretning bliver integreret endnu mere med koncernens kommunikationsprodukter for at udvide kundetilbuddet og forbedre konkurrenceevnen. Der bliver oprettet et nyt forretningsområde – Communication Services – baseret på tjenesteudviklingsaktiviteten i forretningsområdet Mail & Communication og Strålfors.
Vi er på rette vej og styrker vores position som en førende kommunikations- og logistikaktør, men med hurtigt faldende brevmængder står vi over for store udfordringer. Fortsat kapacitetstilpasning, omkostningseffektivisering og produktudvikling er derfor nødvendig for at sikre langsigtet lønsomhed. Med et stort kundefokus leverer vi det, vi lover.
Informationerne følger de retningslinjer, som PostNord AB er forpligtet til i henhold til loven om værdipapirer og/eller loven om finansielle instrumenter. Informationerne indleveres til offentliggørelse d. 28. oktober 2015, 08.30 CET
Ved yderligere spørgsmål kontakt:
PostNord pressetelefon Danmark, tlf. 33 61 60 01
Vi leverer. PostNord er den førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger til, fra og i Norden. Vi sikrer desuden postservice til private og virksomheder i Sverige og Danmark. Med vores ekspertise og et veludviklet distributionsnet skaber vi forudsætningerne for fremtidens kommunikation, e-handel, distribution og logistik i Norden. I 2014 havde koncernen 38.000 medarbejdere og en omsætning på 40 mia. SEK. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hjemsted i Solna. Besøg os på www.postnord.com