Pakkeforretningen omorganiseres i Danmark

Report this content

PostNord overfører pakkeforretningen i forretningsområdet Logistik i Danmark til forretningsområdet Breve Danmark. Organisationsændringen indebærer, at kræfterne samles på det danske marked under navnet Post Danmark for at imødekomme den øgede konkurrence på pakkeområdet i landet. Ændringen træder i kraft 1. januar 2013.

De seneste år er PostNords pakkeforretning i Danmark blevet udfordret af øget konkurrence og pres på priserne. PostNord overfører nu ansvaret for pakker, afsendt fra erhvervskunder (B2B og B2C), fra forretningsområdet Logistik til forretningsområdet Breve Danmark. Dermed får Breve Danmark ansvaret for såvel breve som pakker i Danmark, hvilket forstærker mulighederne for at effektivisere og tydeliggøre det samlede udbud og styrke PostNords konkurrenceevne på markedet.

Organisationsændringen indebærer ingen ændringer i koncernens strategi, hvis primære fokus er på lønsom vækst inden for logistik samt omstillinger for at sikre lønsomheden i brevvirksomheden.

Ved yderligere spørgsmål kontakt:
PostNord pressetelefon Danmark, tlf. 33 61 60 01

PostNord blev stiftet i 2009 på baggrund af sammenlægningen af Post Danmark A/S og Posten AB. Koncernen tilbyder kommunikations- og logistikløsninger til og fra samt inden for Norden og har en omsætning på ca. SEK 40 mia. og godt 40.000 medarbejdere. Aktiviteterne er inddelt i forretningsområderne Breve Danmark, Meddelande Sverige og Logistik, samt i Strålfors. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag) med hovedsæde i Solna i Sverige. www.postnord.com

Abonner