"Posten Norden er godt rustet til fremtiden"

Report this content

14 apr 2010

Posten Norden er godt rustet til de udfordringer, som venter, når brevmængderne falder, og store dele af postmarkederne i EU liberaliseres. I 2009 var Posten Nordens kunder mere tilfredse end nogensinde tidligere, der blev slået nye kvalitetsrekorder i både Sverige og Danmark, og medarbejderne var sundere og mere engagerede. Det kræver dog de rette betingelser at få succes i fremtiden. Koncernchef Lars G. Nordström sagde i dag i sit indlæg ved koncernens første generalforsamling, at han ønsker en regulering og et tilsyn med virksomheden, som tager hensyn til det høje forandringstempo og de nye forudsætninger, som virksomheden møder.

I sit indlæg på Posten Nordens generalforsamling i Solna i Sverige i dag konstaterede koncernchef Lars G. Nordström, at verden, og dermed også post- og logistikbranchen i Europa, har ændret sig, siden sammenlægningen mellem Post Danmark A/S og svenske Posten AB blev offentliggjort for to år siden. Samtidig mener han, at de argumenter, som talte for sammenlægningen, er endnu mere relevante nu end dengang. Lars G. Nordström:
 
- En succesfuld kommunikations- og logistikvirksomhed i morgendagens Europa vil være en kunde- og resultatorienteret virksomhed med højt kvalificerede og engagerede medarbejdere. Det forudsætter, at ejere og medarbejdere har indsigt i betydningen af hastighed og fleksibilitet i forhold til de forandringer, der kræves. En virksomhed, som med de rette betingelser får mulighed for at opbygge en velfungerende struktur, som skaber konkurrencefordele til glæde for kunder, ejere og medarbejdere. Posten Norden har alle forudsætninger for at blive en sådan virksomhed.
 
Når det gælder logistik og distancehandel, understregede Lars G. Nordström Posten Nordens stærke position, og han beskrev desuden de udfordringer, som koncernen står overfor med blandt andet kraftigt faldende brevmængder. Han forudser, at mængderne vil fortsætte med at falde, og at de ikke vil stige igen, når konjunkturerne vender. Derfor er det svært at forudsige, hvilke brevmængder der fremover vil være "normale". Lars G. Nordström mener, at det bliver nødvendigt med en strukturtilpasning, som er langt mere vidtgående, end man kunne forestille sig for bare få år siden, for at kunne håndtere udfordringerne. Det medfører en omfattende udvikling og kundetilpasning. Derfor skal Posten Norden have mulighed for at tilpasse og udvikle virksomheden, så den kan levere det, kunderne efterspørger, på en sådan måde, at ejernes krav om afkast kan opfyldes. For at opnå det er det nødvendigt med de rette betingelser for virksomheden. Lars G Nordström:
 
- Vi forventer, at vi som en følge af den kommende liberalisering i Danmark får en øget konkurrence, men en konkurrence på lige vilkår. Vi forventer, at vi som en følge af det igangværende arbejde med en ny postlov i Sverige, får et mindsket reguleringspres - det er jo EUs såkaldte Postdirektivs grundlæggende tanke. Og vi forventer, at de tanker, der blev fremført om at fremme prisgennemsigtighed gennem offentliggørelse af konkrete aftaler med virksomheder, bliver afvist. Det er tanker, som andre inden for forretningslivet ville betragte som urimelige! Vores opgave er naturligvis ikke at give udenlandske statslige postmonopoler mulighed for at få kendskab til vores forretningsaftaler. Vores opgave er at være en konkurrencedygtig, pålidelig og professionel partner for vores kunder. Sådan opfylder vi vores samfundsforpligtigelse.
 
Lars G. Nordström beskrev i talen, hvordan Posten Norden som andre virksomheder har en samfundsopgave; det vil sige inden for det gældende regelsæt at kunne udføre sin opgave på en ansvarsfuld måde og kunne forene kunders, ejeres og medarbejderes interesser. Han sagde, at han stadig møder den fejlagtige opfattelse, at Posten Nordens virksomhed er skattefinansieret, og han mente, at koncernen måtte blive bedre til at kommunikere om udfordringer og nødvendige forandringer. Lars G. Nordström:
 
- Vores opgave er at sikre, at vi har et velfungerende produktionsapparat i forhold til de forsendelser, som vi skal formidle. Vores opgave er at sikre, at vore medarbejde opfylder vores kunders behov med kompetence og engagement, og at de har den nødvendige infrastruktur til rådighed.
 
Der blev taget følgende beslutninger på generalforsamlingen
På generalforsamlingen blev det besluttet, at bestyrelsen skal bestå af otte medlemmer uden suppleanter, valgt på generalforsamlingen. Generalforsamlingen genvalgte samtlige medlemmer, Fritz H. Schur, Mats Abrahamsson, Ingrid Bonde, Gunnel Duveblad, Bjarne Hansen, Torben Janholt, Anne Birgitte Lundholt og Richard Reinius. Som formand for bestyrelsen genvalgtes Fritz H. Schur.
 
Generalforsamlingen vedtog enstemmigt forslaget om, at bestyrelsesmedlemmernes vederlag frem til næste generalforsamling skal være SEK 600.000 til bestyrelsesformanden og SEK 250.000 til de øvrige generalforsamlingsvalgte medlemmer. Generalforsamlingen godkendte desuden forslaget om, at arbejdet i revisionsudvalget skal honoreres med SEK 62.500 til udvalgets formand og SEK 50.000 til medlemmerne, og at arbejdet i vederlagsudvalget skal honoreres med SEK 37.500 til udvalgets formand og SEK 25.000 til medlemmerne. Generalforsamlingen besluttede desuden, at bestyrelses- eller udvalgshonorarer ikke tildeles medlemmer ansat i ministerierne.
 
Ernst & Young ved statsautoriseret revisor Lars Träff er blevet valgt som revisor. På generalforsamlingen blev det meddelt, at udbudsforretning på revisionsområdet skal indledes i 2010. Generalforsamlingen besluttede, at honorar til virksomhedens revisor skal foretages efter regning.
 
Generalforsamlingen besluttede i overensstemmelse med bestyrelsens forslag at udbetale 1.440 MSEK til ejerne.
 
Generalforsamlingen godkendte de foreslåede retningslinjer for løn til ledende medarbejdere, som blev vedtaget af bestyrelsen i marts. Forslaget indebærer blandt andet, at ingen variable lønelementer eller bonus tildeles ledende medarbejdere.
 
Fuldstændigt referat fra generalforsamlingen vil blive tilgængeligt på postennorden.com, så snart det er færdiggjort.
 
Adm. direktør og koncernchef Lars G. Nordströms tale forefindes i sin helhed på Posten Nordens hjemmeside (svensk).
 
Lars G Nordströms anförande, Årsstämma 2010 Posten Norden
 

Yderligere oplysninger:
Stedfortrædende kommunikationsdirektør, Posten Norden: Lars Kaspersen, Tlf.: 24 63 61 14

 

Posten Norden AB er etableret på baggrund af sammenlægningen mellem Post Danmark A/S og Posten AB. Koncernen tilbyder kommunikations- og logistikløsninger til og fra samt internt i Norden og har en omsætning på ca. SEK 45 mia samt  ca. 50.000 medarbejdere. Aktiviteterne er inddelt i forretningsområderne Breve Danmark, Meddelande Sverige, Logistik og Informationslogistik. Moderselskabet er et svensk aktieselskab (publikt bolag), og hovedkontoret ligger i Solna i Sverige. Læs mere om Posten Norden på www.postennorden.dk.

Abonner

Dokumenter og links