Dansk Metal og arbejdsgivere i fælles front for dansk produktions fremtid
Dansk Metal og Provinsindustriens Arbejdsgiverforening går nu sammen for at tiltrække unge til de danske produktionsvirksomheder. Nye tal viser nemlig et rekordlavt optag på de erhvervsfaglige uddannelser, og hvis udviklingen fortsætter, vil det gå hårdt ud over produktionen og svække dansk økonomi.
Mange produktionsvirksomheder risikerer at mangle arbejdskraft om få år, så derfor går fagbevægelse og arbejdsgiverforening nu sammen for at tiltrække unge til dansk produktion. Dansk Metal tilslutter sig nemlig Provinsindustriens Arbejdsgiverforenings kampagne Nyskabende Danmark, der skal øge danskernes kendskab til produktionsvirksomhederne og deres væsentlige bidrag til Danmarks økonomi.
Nye tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning viser, at andelen 9. og 10. klasses elever, som vælger en erhvervsfaglig uddannelse er rekordlav. I 2012 er det kun 20,4 procent af de unge, der søger ind på de erhvervsfaglige udannelser, og det er hele 33 procent færre end for 10 år siden.
”Det er en bekymrende udvikling, for vi vil fortsat have brug for kvalificeret arbejdskraft i produktionsvirksomhederne. Dansk produktion er nemlig afgørende for Danmarks økonomi og vækst, så derfor bakker Dansk Metal op om Provinsindustriens Arbejdsgiverforenings kampagne. Sammen vil vi arbejde for at højne kvaliteten i erhvervsuddannelserne og få skabt opmærksomhed om uddannelses- og karrieremulighederne i dansk produktion,” siger forbundsformand for Dansk Metal Thorkild E. Jensen.
Åbent hus for produktionsvirksomheder
Som en del af kampagnen åbner mere end 100 produktionsvirksomheder dørene i uge 33-41 og inviterer skoleelever i klassetrinnet 7.-8. på besøg, så de kan se, hvordan kreative ideer hver dag bliver omsat til produkter, vi kan sælge i hele verden.
”Det er vigtigt, at de unge får øjnene op for, at vi ikke udelukkende kan leve af viden, for produktionen er afgørende for dansk økonomi. Der er allerede nu flere virksomheder i dansk produktion, der mangler kvalificeret arbejdskraft, og det vil kun blive et endnu større problem fremover, hvis vi ikke får vendt udviklingen. Derfor er vi utrolig glade for, at Dansk Metal tilslutter sig kampagnen,” siger formand for Provinsindustriens Arbejdsgiverforening Bo Stærmose.
Se Ministeriet for Børn og Undervisnings tal over tilmelding til ungdomsuddannelserne her.
For yderligere information om kampagnen, kontakt venligst:
Bo Stærmose, formand for Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, tlf. 66 11 18 11
Provinsindustriens Arbejdsgiverforenings deltager på Folkemødet 2012
Til Folkemødet på Bornholm 2012 inviterer Provinsindustriens Arbejdsgiverforening tilhørere og studerende fra forskellige uddannelser til en nyskabende debat om karrieremulighederne i dansk produktion.
Deltagere:
Thorkild E. Jensen, forbundsformand for Dansk Metal
Bo Stærmose, formand for Provinsindustriens Arbejdsgiverforening
Steen Nielsen, administrerende direktør i den bornholmske virksomhed JENSEN Denmark
Tidspunkt:
Arrangementet finder sted i Provinsindustriens Arbejdsgiverforenings telt ved Kæmpestranden i Allinge fredag den 15. juni i tidsrummet kl. 17.00-18.00.
Om Dansk Metal
Dansk Metal er en fagforening med 122.000 medlemmer (januar 2010). Dansk Metal dækker en lang række af brancher lige fra guld- og sølvsmede over bygge- og anlægsbranchen til IT og Telekommunikation. Omkring 6.000 af medlemmerne er ansat i den offentlige sektor, mens hovedparten (omkring 85.000) er beskæftiget på det private arbejdsmarked.
Om Provinsindustriens Arbejdsgiverforening
Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, som står bag kampagnen, er en del af DI og består af produktionsvirksomheder som for eksempel Danfoss, Grundfos og Vestas. Industriproduktionen udgør 51 procent. af Danmarks samlede eksport og beskæftiger 350.000 medarbejdere i 15.000 virksomheder.