Gør-det-selv-folk glemmer sundhed og miljø
Kun en ud af 10 gør det selv-folk tænker over sundhed og miljø, når de eksempelvis laver køkken eller maler børneværelset. For de fleste er det nemlig vigtigere, at varen er billig, end at den ikke er til skade for miljøet eller sundheden. Derfor lancerer miljøminister Karen Ellemann en ny kampagne, der skal få danskerne i arbejdstøjet og prioritere sundhed og miljø.
- Det halter på gør-det-selv-området. Danskerne lægger vægt på kvalitet og på at finde en billig vare, men de er nærmest ligeglade med miljø og sundhed. Det skal vi have lavet om på. Jeg håber, at denne kampagne vil gøre det nemmere for danskerne at handle miljørigtigt og få folk til at prioritere miljø og sundhed ligeså højt som pris og kvalitet. Det miljørigtige valg skal ikke være noget, man anstrenger sig for at gøre. Det skal ske helt automatisk. Fordi det er nemt – og det mest indlysende at gøre, siger miljøminister Karen Ellemann (V).
Undersøgelsen fra Miljøministeriet viser, at 66 procent af danskerne gør-det-selv flere gange om året, mens kun knap hver tiende af dem tænker på miljø og sundhed. Den landsdækkende gør-det-selv-kampagne skal blandt andet få danskerne til at huske handskerne, når de fuger, og lufte ud, når de maler. Miljøministeriet skyder kampagnen i gang op til efterårsferien i uge 42.
- Vi skal have fat i de mange danskere, der ikke skænker hverken miljø eller sundhed en tanke. Hverken når de står i byggemarkedet, maler børneværelset eller skal smide den tomme malerbøtte ud bagefter. Rådene burde være kendte råd, men den glade gør-det-selv person er ofte mere optaget af udførelsen end at passe på sig selv, familien og miljøet. Det er faktisk en så lille indsats, der skal til. Hvis bare man eksempelvis køber vandbaseret maling, så har man allerede gjort en stor forskel, siger Karen Ellemann.
Kampagnen ”Gør det grønt” lanceres over de kommende uger i en række byggemarkeder som Silvan, Bygma, Johannes Fog, Bauhaus og XL-Byg. Her er der f.eks..store klistermærker på gulvene med gør-det-selv-råd og uddeling af en ”gør det selv” værktøjsskabelon med de gode råd. Desuden er der lavet en værktøjskasse til mobiltelefonen, hvor gør-det-selv-folket kan få hjælp til at være miljørigtige. Der er for eksempel en guide til at forstå malkoder (jo højere tal, desto højere behov for beskyttelse), et indbygget vaterpas og mulighed for at beregne, hvor meget maling, man skal bruge.
Læs mere om kampagnen på www.mst.dk/toolbox.
Kampagnens gode råd
Før - Vælg vandbaserede produkter og kig efter miljømærket
Under - Sørg for god udluftning i rummet og undgå hudkontakt
Efter - Aflever rester og byggeaffald - også PVC - på genbrugsstationen
Få en værktøjskasse til din mobil. Sms [toolbox] til 1919. Se mere på mst.dk/toolbox
Yderligere oplysninger:
Christel Kirkeby, projektleder, Miljøstyrelsen, tlf. 7254 4510, chski@mst.dk
Marie Andergren, pressemedarbejder i Miljøministeriet, tlf. 7254 6060 / 4061 3873 malaa@mim.dk