Anne Marie Geisler Andersen genopstiller ikke
Anne Marie Geisler Andersen meddelte på tirsdagens gruppemøde, at hun ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg. Anne Marie er gravid med sit første barn og har valgt at opprioritere familielivet de kommende år.
”Jeg er ikke typen, der gør tingene halvt, slet ikke når det er noget, jeg brænder så meget for. Derfor har jeg valgt at tage en af de sværeste beslutninger i mit liv,” siger Anne Marie Geisler Andersen, der er Radikale Venstres social-, handicap- og psykiatriordfører.
”At være folketingsmedlem er mit drømmejob, og det er bestemt ikke udelukket, at jeg stiller op som folketingskandidat igen. Det har været utroligt spændende at prøve kræfter med livet på Borgen og arbejde sammen med så garvede og kompetente mennesker. Jeg stopper heller ikke med at slås for de socialt udsatte og særligt psykiatrien, men for en periode vil jeg gøre det fra andre platforme,” siger Anne Marie Geisler Andersen.
Radikale Venstres gruppeformand, Margrethe Vestager, håber Anne Marie på et tidspunkt vil stille op igen.
”Jeg har stor respekt for Anne Marie og for hendes beslutning, der viser dømmekraft og klar vilje til at prioritere. Men jeg kommer til at savne hende. Anne Maries engagement og politiske arbejde har stor betydning for Radikale Venstre og for den radikale folketingsgruppe,” siger Margrethe Vestager og fortsætter:
”Hun har løftet hvervet om ordfører for mennesker med psykisk sygdom og socialt udsatte mennesker på forbilledlig vis, hvor hun har brugt sig selv som eksempel og forbillede."
Yderligere kommentarer: Anne Marie Geisler Andersen, 3337 4720.