R: Dansk Folkeparti går galt i byen med forbud mod kønsadskillelse
Dansk Folkepartis ligestillingsordfører vil rejse forslag om forbud mod kønsadskillelse i offentlige bygninger efter fredagens møde i Den Sorte Diamant, hvor Hizb-ut-Tahrir (HuT) holdt møde. En dum ide, mener Manu Sareen, der er Radikale Venstres rets- og ligestillingsordfører.
”Hizb-ut-Tahrirs har kønsadskillelse til deres møder, og dette er jeg imod – og som ligestillingsordfører og borger er det også min pligt at bekæmpe diskriminering med god argumentation og dialog. Sagen er en anden, hvis man tvinger deltagerne til kønsadskillelse, men mig bekendt har der ikke været klager over dette. Er der tvang i forbindelse med kønsadskillelsen, overlader jeg det til politiet og domstolene at vurdere sagen,” siger den radikale rets- og ligestillingsordfører Manu Sareen.
”Der findes kønsopdeling i moskeer og synagoger såvel som nogle steder i folkeskolen. At det sker til et HuT-møde, er heller ingen overraskelse. Men hvis mødet ikke er i strid med grundloven, så er det vigtigt, at vi viser respekt for det samfund, vi lever i. Vi kan udtrykke vores uenighed med HuT, men ikke give dem en særbehandling, de ikke fortjener. Vi som politikere skal sige vores mening, men lade loven bestemme om mødet kan afholdes eller ej”, siger Manu Sareen.
”Vi skal som politikere ikke gøre os til smagsdommere over, hvordan foreninger afholder deres møder, uagtet at vi ikke bryder os om det. Denne sag minder mere og mere om burka-debatten, hvor vi politikere heldigvis blev forhindret i at blande sig i borgernes private anliggender,” siger Manu Sareen.
Yderligere kommentarer: Manu Sareen; 2264 1605