R: Gigant hul i statskassen – hvad nu, Hjort?

Report this content

Nye beregninger fra Radikale Venstre viser, at der i 2015 vil mangle mellem 12 og 17 mia. kr. i statskassen. Allerede i år mangler der 5 mia. kr., og lægges dette sammen med regeringens egne prognoser for de kommende år, så når regningen op på de dystre 12-17 mia. kr. Radikale Venstre finansordfører, Morten Østergaard, er rystet, og kalder det for et nyt lavpunkt for regeringens økonomiske politik.

”Radikale Venstres beregninger viser, at VK-regeringen står med et gigantisk hul i sin økonomiske politik frem mod 2015. Det beløber sig til mellem 12 og 17 mia. kr. afhængigt af, om man lægger regeringens eget skønmaleri eller nationalbankens mere troværdige prognose til grund. Det er et nyt lavpunkt for regeringens økonomiske politik,” siger Morten Østergaard, Radikale Venstres finansordfører.

”Regeringens kurs med besparelser på uddannelse og forskning kombineret med skattestigninger har ikke kunnet betale regningen og få orden på økonomien. Tiden er nu inde til at tage fat på grundlæggende reformer af eksempelvis efterlønnen. Alternativet er at smide håndklæder i ringen og overlade genopbygningsarbejdet efter et årti med uansvarlig økonomisk politik til os andre,” siger Morten Østergaard.  

Yderligere kommentarer: Morten Østergaard, 3337 4718

Tags: