R: Glæde over anholdelsen af Mladic
Tidligere torsdag kom det frem, at Ratko Mladic var blevet pågrebet. Mladic mistænkes for at være en af hovedbagmændene for drabet på over 8.000 mennesker i Srebrenica. Radikale Venstres udenrigsordfører, Niels Helveg Petersen, glæder sig over, at Mladic nu kan retsforfølges. Helveg Petersen fremhæver desuden, at Serbien nu har ryddet en sten af vejen til et EU-medlemskab.
”Det er glædeligt, at Ratko Mladic nu kan retsforfølges og stå til ansvar for de forbrydelser, som foregik under Balkan-krigen. Han var en af de sidste hovedansvarlige for den største massakre i efterkrigstidens Europa, hvor over 8.000 mennesker i Srebrenica blev dræbt. Anholdelsen af Mladic styrker retssikkerheden i det internationale samfund,” siger Niels Helveg Petersen.
”Et andet vigtigt element er, at en sten er ryddet af vejen i Serbiens forhandlinger med EU om et medlemskab. Landet har stadig betydelige udfordringer, inden de kan kalde sig medlem af EU, men det her er et skridt i den rigtige retning. Det er et vigtigt led i at normalisere forholdet til de andre EU-lande. Ikke bare for Serbien, men for hele regionen,” siger Niels Helveg Petersen.
Yderligere kommentarer: Niels Helveg Petersen, 3337 4710