R: Jo mere Birthe Rønn tænker jo dårligere får asylansøgerne det
Fredag formiddag har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagt en dom, der betyder, at EU-lande ikke må tvangsudsende afviste asylansøgere til Grækenland. Vi burde have behandlet deres ansøgninger for længst, og dommen i dag viser bare, at ministeren har siddet på hænderne, mens asylansøgerne har fået det dårligere. Birthe Rønn skal i gang nu, mener Marianne Jelved, Radikale Venstres udlændingeordfører.
”Dommens afgørelse er helt klar, og regeringen må handle med det samme. Jo længere tid der går for asylansøgerne, jo dårligere får de det. Den måde, den nuværende regering har behandlet disse asylansøgere, er ganske enkelt umenneskelig, så jeg opfordrer Birthe Rønn Hornbech til at træde ud af tænkeboksen og tage arbejdshandskerne på," siger Marianne Jelved.
Domstolen har netop givet en afghansk asylansøger ret i, at det var i strid med menneskerettighederne, at han blev udsendt af Belgien til et liv på gaden i Athen og uden udsigt til at få sin asylsag behandlet.
”Asylansøgerne har allerede ventet alt for længe og bliver kun mere nedbrudte af mere ventetid. Radikale Venstre har længe presset på for, at ministeren skulle tage ansvar og behandle sagerne. Derfor bifalder vi også dommen i dag. Ikke mere tænkeboks, Birthe Rønn - der skal handles!”, siger Marianne Jelved.
Andre europæiske lande har allerede inden dommen i dag taget konsekvensen af Grækenlands nedbrudte asylsystem og er begyndt at behandle sagerne. Det gælder eksempelvis Norge, Sverige og Storbritannien.
Yderligere kommentarer; Marianne Jelved, 3337 4703
Tags: