R: Ny sekretariatsledelse i Radikale Venstre
Radikale Venstres sekretariat på Christiansborg får ny ledelse per 15. juli. Rasmus Grue Christensen er ansat som sekretariatschef og John Bo Northroup er ny souschef.
Rasmus Grue Christensen (33) kommer fra en stilling som sekretariatschef i Ungdommens Røde Kors. Radikale Venstres nye sekretariatschef, der er uddannet cand.merc. (fil) fra CBS og MSc. i international politik fra London School of Economics, har tidligere arbejdet i blandt andet Udenrigsministeriet, herunder som souschef på det danske repræsentationskontor på Vestbredden og i Gaza. Rasmus Grue Christensen afløser Bo Jeppesen, der nu er PA-direktør i reklame- og PR-bureauet Conexia.
John Bo Northroup (45) har en fortid som administrerende direktør og selvstændig erhvervsdrivende, herunder stifter og chefredaktør for Northroup Newsletters. Han har desuden fra ungdomsårene erfaring som aktiv i Radikale Venstre på mange forskellige niveauer. John Bo Northroup er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
Politisk leder Margrethe Vestager udtaler:
”Jeg glæder til at til at arbejde sammen med den nye sekretariatsledelse. Rasmus Grue Christensen har i Ungdommens Røde Kors opnået resultater i form af øget aktivitet og nye former for inddragelse af medlemmer. Det bliver rigtigt spændende at se, hvordan vi kan få gavn af de erfaringer i Radikale Venstre”
Radikale Venstres landsformand, Klaus Frandsen, udtaler:
”Jeg tror på, at Rasmus Grue Christensen og John Bo Northroup bliver et stærkt ledelsesteam. Rasmus Grue Christensen har vist visioner og implementeringskrav i sine tidligere roller. Kombineret med John Bo Northroup og hans stærke ledelsesside og erfaring fra partiet, tror jeg, vi får et rigtigt godt ledelseshold.”
Yderligere oplysninger; landformand Klaus Frandsen, 6162 5629.