R: Regeringen kriminaliserer Danmarks unge
I dagens medier kan man høre landets betjente bekræfte vores værste anelser. Regeringens sænkelse af den kriminelle lavalder har ikke haft nogen præventiv effekt. Tværtimod bliver Danmarks unge blot mere kriminaliserede. Regeringens fremgangsmåde er rædselsfuld, mener Radikale Venstres retsordfører, Lone Dybkjær, der kalder på mere forebyggelse.
”Regeringen har kun én ting i hoved, og det er straf. Lige siden de satte sig i ministerkontorerne, har Venstre og Konservative troet, at de kunne straffe sig ud af sociale problemer blandt unge. Dagens udmelding fra landets betjente er blot endnu en påmindelse om, hvor rædselsfuld regeringens besættelse af at sætte folk i fængsel er. Sænkelsen af den kriminelle lavalder er den direkte årsag til, at Danmarks unge i stigende grad vil blive kriminaliserede. Det næste bliver vel, at man vil smide spædbørn bag tremmer,” siger Lone Dybkjær.
Hun mener derimod, at forebyggelse vil være langt mere effektivt:
”Det eneste der kan forhindre, at flere unge mennesker bliver fristet af en kriminel løbebane, er forebyggelse, forebyggelse og atter forebyggelse. Dét er eksperternes anbefaling. Uddannelse og arbejde er de bedste værn mod kriminalitet, ikke at sende børn i fængsel,” siger Lone Dybkjær.
Yderligere kommenterer; Lone Dybkjær, 3337 4711
Tags: