R: Rønn skal ikke blande sig i borgernes kærlighed
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) lancerer nu et forslag om, at folk i lejerboliger skal stilles ringere end boligejere, hvis de ønsker at få familiesammenføring. Det er direkte diskrimination, mener Radikale Venstres integrationsordfører, Marianne Jelved.
"I stedet for en 28-års-regel, som krævet af Dansk Folkeparti, vælger Birthe Rønn nu et pointsystem ved familiesammenføring, hvor det er uddannelsesniveau, boligform og – ja, vi kender ikke resten endnu - der er såkaldte objektive kriterier. Integrationsministerens kriterier stiller ikke borgerne lige, men vil tværtimod stille folk i lejerboliger ringere end boligejere. Det er en økonomisk diskrimination, hvor man kun ser mennesker som økonomiske aktiver,” siger Marianne Jelved.
Hun mener i stedet, at Danmark skal have samme regler som i de andre 26 EU-medlemslande.
”Staten og Birthe Rønn skal ikke blande sig i statsborgeres kærlighed. Radikale Venstre ønsker, at danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres ægtefælle og børn på samme måde som andre EU-borgere kan bo i deres fædreland med deres ægtefælle. Danmark skal have samme regler som i de andre 26 EU-medlemslande," siger Marianne Jelved.
Yderligere kommentarer: Marianne Jelved, 3337 4703
Tags: